Sport

England slår Spanien og spiller sig i semifinale mod Holland

Holland og England mødes i den ene semifinale ved U21-EM. Det står klart efter to kvartfinaler lørdag.

James McAtee stod for det første engelske mål i 2-1-sejren over Spanien.
James McAtee stod for det første engelske mål i 2-1-sejren over Spanien. Petr David Josek/Ritzau Scanpix

En fremragende start hjalp lørdag aften England til at sikre en semifinalebillet ved U21-EM i Slovakiet.

I kvartfinalen vandt englænderne med 3-1 over Spanien. De to første engelske scoringer faldt inden for det første kvarter, mens Elliott Anderson i tillægstiden lukkede kampen med en straffesparkscoring.

James McAtee åbnede for englænderne efter mindre end ti minutter, da han sparkede en løs bold efter et hjørnespark i kassen.

Fem minutter senere blev starten endnu bedre. Liverpools Harvey Elliott var først over en ripost og fordoblede føringen.

Derfra kom spanierne bedre med, men uden de for alvor overtog kampen. Fem minutter før pausen reducerede Javi Guerra på straffespark.

Det helt tunge spanske pres for en udligning kom aldrig. Spanierne tilspillede sig i anden halvleg få gode muligheder, men James Beadle i det engelske mål tog godt fra, da der var behov.

England var samtidig farlig i den anden ende, og i dommerens tillægstid cementerede Elliott Anderson sejren fra straffesparkspletten.

I semifinalen venter så Holland, der tidligere lørdag spillede sig videre fra kvartfinalen med en 1-0-sejr over Portugal. Toeren fra Danmarks gruppe lignede ellers undervejs ikke et hold, der var på kurs på semifinalen.

I første halvleg ragede Ruben van Bommel, søn af den tidligere hollandske landsholdsprofil Mark van Bommel, to gule kort til sig på tre minutter og efterlod sine holdkammerater med noget af et bjerg, der skulle bestiges.

De hollandske spillere overkom dog udfordringen. Geovany Quenda brændte efter en halv time et straffespark for Portugal, og det var det tætteste, portugiserne kom på en scoring.

Holland forsvarede sig heroisk og med en scoring fra Ernest Poku seks minutter før tid på en omstilling blev semifinalebilletten sikret.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden