Sport

Englands U21-helt i smerter efter glidende målfejring

Harvey Elliott skød onsdag England i finalen, men en målfejring gav ham knæsmerter efter sejren over Holland.

Harvey Elliott scorede begge mål, da England onsdag aften slog Holland med 2-1 og spillede sig i EM-finalen. Liverpool-spilleren havde efter kampen ondt i knæet efter en målfejring.
Harvey Elliott scorede begge mål, da England onsdag aften slog Holland med 2-1 og spillede sig i EM-finalen. Liverpool-spilleren havde efter kampen ondt i knæet efter en målfejring. Radovan Stoklasa/Reuters

Den engelske matchvinder Harvey Elliott håber på, at han kan deltage i lørdagens finale mod Tyskland ved U21-EM i Slovakiet efter en forfejlet jubelscene.

Liverpool-spilleren pådrog sig store smerter, da han ville fejre den første af sine to scoringer i onsdagens 2-1-sejr over Holland i semifinalen.

Elliott ville glide henad græsset, men hans knæ hang fast i det tørre underlag.

- Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort med mit knæ, men det gør virkelig ondt, siger Harvey Elliott ifølge Evening Standard til Channel 4.

- Forhåbentlig er der ikke sket noget dumt. Det var en dum beslutning, hvis jeg skal være ærlig, men jeg var bare til stede i momentet, og så gør man den slags ting. Jeg glemte, at banen var meget tør, og det er så den pris, jeg må betale, forklarer midtbanespilleren.

Harvey Elliott spillede videre efter 1-0-scoringen midtvejs i anden halvleg.

Med få minutter tilbage af opgøret sørgede han også for den engelske sejr, efter at hollænderne havde udlignet til 1-1.

Med sejren skal England på lørdag forsvare EM-titlen, når Tyskland venter.

- Jeg kan ikke beskrive det med ord. Endnu en finale.

- Jeg bliver ved med at sige det - men vi er ikke færdige endnu, så nu skal vi slappe af, restituere og på den igen, siger Harvey Elliott.

I den anden semifinale vandt Tyskland med 3-0 over Frankrig, der i kvartfinalen havde sendt Danmark ud af turneringen i Slovakiet.

Lørdagens finale spilles klokken 21.00.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden