Eriksen er tilbage på det danske fodboldlandshold
Landstræner Kasper Hjulmand glæder sig over igen at have Christian Eriksen til rådighed på landsholdet.
Opdateret kl. 11:35
276 dage efter sit kollaps i EM-kampen mod Finland er Christian Eriksen atter udtaget til fodboldlandsholdet.
Han er en del af den trup, der møder Holland og Serbien i to testkampe henholdsvis 26. og 29. marts.
Christian Eriksen har spillet tre Premier League-kampe for Brentfords førstehold, siden han skiftede til klubben, og i de seneste to af dem har han fået samtlige 90 minutter.
Landstræner Kasper Hjulmand har besøgt Christian Eriksen i Brentford og set ham i aktion til træning og i Premier League.
- Han ligner sig selv. Jeg har fulgt ham tæt. Jeg var for nylig i London for at se ham og mærke ham. Jeg så ham i træning og kamp, og han er fysisk meget, meget fit.
- Han har spillet på et imponerende højt niveau. Han agerer genkendeligt inde på banen. Der er stadig noget, som skal forbedres. Det siger sig selv, men han spiller på et højt niveau.
- Jeg så ham på stadion i kampen mellem Brentford og Burnley, og han var kampens bedste spiller, mener Kasper Hjulmand.
Christian Eriksen har spillet 109 A-landskampe og scoret 36 mål.
Kasper Hjulmand må se bort fra en række skadede profiler til testkampene. Simon Kjær, Mikkel Damsgaard, Robert Skov og Daniel Wass er ikke klar til at kunne spille.
Samtidig er der flere normalt sikre kort i truppen, der stort set ikke spiller i deres klubber, men er udtaget alligevel.
Det drejer sig om Leicester-stopperen Jannik Vestergaard og Union Berlin-keeperen Frederik Rønnow.
Til gengæld er Martin Braithwaite, Jens Stryger Larsen, Jonas Lössl og Mohamed Daramy ikke med i truppen efter ingen eller meget begrænset spilletid på deres klubhold på det seneste.
Daniel Iversen, målmand i Preston North End i den næstbedste engelske række, er kommet med i truppen og kan få debut som den eneste spiller i truppen.
Det danske landshold samles i Marbella i det sydlige Spanien på mandag. Her træner spillerne frem til, at de flyver til Amsterdam dagen før kampen mod Holland.
Siden går turen videre til København, hvor Serbien kommer på besøg.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.