Esbjerg Energy beholder ambitiøs cheftræner
Jason Jaspers står også i næste sæson i spidsen for Esbjerg Energy, meddeler ishockeyklubben.
Den 41-årige canadier Jason Jaspers er blevet enig med ishockeyklubben Esbjerg Energy om at stå i spidsen for klubbens førstehold i endnu en sæson.
Og ambitionen for den kommende sæson er stor, understreger Jason Jaspers, der vil være dansk mester.
- Målet er realistisk, for jeg ser potentiale og udvikling på holdet. Det var været positivt at se, hvordan modgang påvirkede truppen.
- Sammenholdet blev styrket, når spillerne i en svær situation ”rykkede sammen i bussen”. Individuelt påtog spillerne sig ekstra ansvar og ”steppede op” for hinanden og for holdet, siger Jaspers i en pressemeddelelse.
Jaspers nåede som aktiv fire kampe i NHL, mere end 300 kampe i AHL og tæt på 700 kampe i den bedste tyske række, DEL.
I de to første sæsoner med Jaspers som cheftræner i Esbjerg er holdet røget ud i DM-semifinalerne.
I denne sæson førte Esbjerg 3-1 i kampe mod Rungsted i sin semifinaleserie. Men siden tabte holdet tre kampe i træk efter overtid og dermed den samlede dyst.
I duellen om bronze tabte Esbjerg til Odense Bulldogs.
- Vi har været glade for samarbejdet med Jason Jaspers i de to seneste sæsoner, så det er positivt, at det kan fortsætte.
- Jason har ydet et ikke uvæsentligt bidrag til udviklingen af holdet, så vi finder det naturligt for os at fortsætte samarbejdet, siger Esbjerg Energys bestyrelsesformand, Søren Mathiasen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.