Fodbold

Esbjerg indleder ophold på tredje klasse med udesejr

Esbjerg tog efter sensationel nedrykning hul på 2. division med en sejr på 3-1 ude over Brabrand.

Nicklas Strunck - her i en pokalkamp mod Silkeborg i 2020 - scorede til 3-1 for Esbjerg mod Brabrand. (Arkivfoto).
Nicklas Strunck - her i en pokalkamp mod Silkeborg i 2020 - scorede til 3-1 for Esbjerg mod Brabrand. (Arkivfoto). John Randeris/Ritzau Scanpix

Traditionsklubben Esbjerg indledte lørdag tilværelsen i Danmarks tredjebedste række med en sejr.

Vestjyderne, der i sidste sæson rykkede sensationelt ud af 1. division, fik således tre point i premieren i 2. division ude mod Brabrand.

Esbjerg sejrede med 3-1 efter at have ført 2-1 ved pausen.

Den 22-årige angriber Elias Sørensen, der har en fortid i Newcastle, sørgede for at give Esbjerg en god start på sæsonen, da han midtvejs i første halvleg bragte sit hold på 1-0 med et flot mål.

Christoffer Maul Petersen udlignede for hjemmeholdet fem minutter senere direkte på frispark, men Mads Larsen sørgede syv minutter før pausen for, at Esbjerg igen var i front med en flugter efter et hjørnespark.

Med et kvarter tilbage fik Esbjergs nye træner, Lars Vind, for alvor færten af tre point, da han så sit mandskab øge til 3-1.

Nicklas Strunck tog chancen fra straffesparksfeltets bue og scorede fladt ude ved den ene stolpe.

Esbjerg skal næste gang i aktion på hjemmebane mod Skive 14. august.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden