ishockey

Esbjerg og Rungsted overrasker begge med udesejre

Esbjerg Energy og Rungsted Seier Capital fører begge deres serier efter flotte udesejre onsdag aften.

Esbjerg vendte 0-1 til 4-1 i kampen mod Frederikshavn.
Esbjerg vendte 0-1 til 4-1 i kampen mod Frederikshavn. Renã Sch¼tze/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 21:27

Esbjerg Energy og Rungsted Seier Capital tog onsdag to overraskende udesejre i Frederikshavn og Herning.

De to hold bragte sig dermed begge foran med 2-1 i hver deres kvartfinaleserie.

Vestjyderne vandt med 4-1 over Frederikshavn White Hawks, der startede med at bringe sig foran med en scoring i slutningen af første periode.

Efter kaos foran mål landede pucken til en fri Sebastian Brinkman Andersen, som afleverede den ind foran mål, hvor Thomas Søndergaard fik skubbet en føring i mål.

Blot et halvt minut efter stjal Oliver Kjær pucken i en omstilling på egen banehalvdel og drev den frem i banen, hvorefter han lagde den på tværs til amerikanske Jeff King, der effektivt eksekverede muligheden.

Midtvejs i anden periode tog de vestjyske gæster teten og føringen via canadiske Travis Brown. Fem minutter efter fordoblede landsmanden Grayson Downing føringen med sin scoring til 3-1.

Felix Maegaard Scheel gjorde det også til 4-1 med en scoring i tomt mål.

Længere sydpå i det midtjyske måtte Herning Blue Fox se sig slået af de forsvarende danske mestre fra Rungsted Seier Capital efter en tæt affære på isen.

Scoringer af Henrik Hetta og Brandon Gracel i første halvdel af anden periode gav Rungsted en komfortabel føring.

Herning bragte dog spændingen tilbage i kampen med fire minutter tilbage på uret i tredje periode. Trods et tungt pres lykkedes det ikke midtjyderne at få kampen ud i overtid. Rungsted kunne derfor tage fra Herning med en 2-1-sejr.

I onsdagens tredje opgør vandt Aalborg Pirates på hjemmebane med 3-1 over Herlev Eagles. Nordjyderne fører nu serien med 3-0 og mangler dermed kun en sejr for at spille sig i semifinalen.

Der spilles bedst af syv i kvartfinaleserien.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden