Sport

Esbjerg sælger forsvarsprofil til udlandet

Andreas Troelsen forlader Esbjerg efter 127 kampe og fortsætter karrieren uden for Danmarks grænser.

Andreas Troelsen debuterede for Esbjerg i 2021 og nåede 127 kampe for klubben. (Arkivfoto).
Andreas Troelsen debuterede for Esbjerg i 2021 og nåede 127 kampe for klubben. (Arkivfoto). Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:12

Esbjerg fB fra den næstbedste fodboldrække siger farvel til midterforsvareren Andreas Troelsen.

Klubben oplyser i en pressemeddelelse, at 22-årige Troelsen er blevet solgt til en udenlandsk klub og dermed forlader Esbjerg med øjeblikkelig virkning.

Det fremgår ikke, hvilken klub, der har købt den venstrebenede stopper.

Dermed er Esbjerg på papiret svækket inden foråret, hvor klubben starter tre point fra oprykningspladserne.

- Vi havde naturligvis gerne set Andreas Troelsen fortsætte længere hos os i EfB som en del af den rejse, vi er på og ind i et vigtigt forår, for han er en spiller med både kvalitet og stort potentiale, siger sportschef Sebastian Brydegaard.

- Der har været en frikøbsklausul i aftalen, og både spiller og agent har haft et tydeligt ønske om at effektuere et klubskifte til udlandet nu, og så må vi acceptere dette.

- Vi har undervejs i processen gjort alt, hvad vi kunne for forbedre rammerne for aftalen, men det var ikke en mulighed, lyder det fra Sebastian Brydegaard.

Andreas Troelsen nåede 127 førsteholdskampe for Esbjerg.

Klubben har henover weekenden haft travlt med at skaffe nye kræfter til defensiven.

19-årige Anders Sønderskov er købt i Vejle, mens jævnaldrende Waylon Renecke støder til fra FC København på en lejeaftale med købsoption.

Senest har man hentet Jonathan Foss tilbage til dansk fodbold fra Roda i den næstbedste hollandske række.

Det tidligere OB-talent er ligesom Andreas Troelsen venstrebenet midterforsvarer.

- Han er en spilintelligent fyr, som både evner at bidrage til at organisere forsvaret samt med sin gode venstrefod og overblik vil kunne bidrage til at styrke vores omgang med bolden yderligere, siger Sebastian Brydegaard.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden