Esbjerg sætter Rungsted til vægs i semifinalen igen
Rungsted Seier Capital og Odense Bulldogs er bagud 0-2 i semifinalerne mod Esbjerg Energy og Aalborg Pirates.

De blåklædte Rungsted-spillere er i knæ i semifinaleserien mod Esbjerg. Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Ishockeyholdet Esbjerg Energy er halvvejs i jagten på en finalebillet.
Fredag aften tog vestjyderne en 5-2-sejr med hjem fra mødet med Rungsted Seier Capital og bragte sig dermed foran 2-0 i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.
Særligt i slutfasen gik det stærkt for Esbjerg, som scorede tre mål de sidste fire minutter og snuppede sejren.
Senere fredag var den anden semifinaleduel på programmet, da Aalborg Pirates gæstede Odense Bulldogs. Også her blev føringen i serien fordoblet med en sejr til nordjyderne.
Esbjerg var seedet som nummer fem ved indgangen til slutspillet, mens Rungsted er sjetteseedet.
Man skal da også helt tilbage til marts sidste år for at finde den seneste sejr til nordsjællænderne i et indbyrdes møde, men fredag bragte de sig i god position i første periode.
Her scorede Gustav Green til 1-0, men føringen blev besvaret af gæsterne midtvejs i anden periode.
Felix Maegaard Scheel sørgede for udligningen, mens Ryker Killins lidt senere gav Esbjerg første føring i kampen.
En scoring af Sebastian Thornberg Bergholt sørgede dog for, at det var helt tæt frem til slutningen i Bitcoin Arena i Hørsholm.
Men i de sidste fire minutter gik det stærkt. Kale Kerbashian scorede med lidt over tre minutter igen, mens Rasmus Bjerrum og Oliver Kjær lukkede kampen, da hjemmeholdet jagtede en scoring.
Allerede lørdag mødes holdene igen på vestkysten.
Der skulle endnu en gang overtid til for at finde vinderen mellem Aalborg Pirates og Odense Bulldogs.
Nordjyderne var kommet foran 1-0 på et mål af Johan Skinnars i anden periode, men fynboernes Mikkel Hansen sørgede for overtid.
Her gik der blot 26 sekunder, før Aalborgs Thomas Spelling scorede til slutresultatet 2-1, hvilket bringer grundspillets tophold foran 2-0 i semifinaleserien.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.