Esbjerg skal nedlægge gigant med heksekedel i ryggen

Györ har Europas største hjemmebane i ryggen, når Team Esbjerg skal forsøge at overraske i Champions League.

Team Esbjerg i hvide trøjer får det meste af en hal imod sig, når holdet skal spille semifinale i Champions League i Budapest. (Arkivfoto) <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Team Esbjerg i hvide trøjer får det meste af en hal imod sig, når holdet skal spille semifinale i Champions League i Budapest. (Arkivfoto) Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Når Team Esbjerg lørdag som det første danske kvindehold siden 2014 står i Champions Leagues Final 4, bliver det med den sværest mulige opgave foran sig i Ungarns hovedstad, Budapest.

På modsatte banehalvdel står det ungarske storhold Györ, som har vundet fem af de seneste otte CL-titler. Med et hjemmepublikum i Europas største håndboldhal bag sig.

TV 2 Sports håndboldekspert Lærke Møller var selv en del af det tidligere FC Midtjylland-hold, som for otte år siden var seneste danske repræsentant i Final 4.

Ud over styrken på Györ-holdet, der har Anne Mette Hansen som anfører, peger hun på publikum og forskellen i erfaring på holdene som to udfordringer, Esbjerg skal løse.

- Der venter noget, som man egentlig først finder ud af, hvad er, når man står i det. Vi mødte også Györ, som var på hjemmebane. Dengang var det i en hal med plads til 12.500 mennesker, fortæller Lærke Møller.

- Nu skal de spille i den her dome, hvor der er plads til 20.000 tilskuere, så der kommer et endnu vildere tryk på.

- Györ har vundet fem Champions League-titler, og der er kæmpe pres på dem, men med den opbakning, de kommer til at få i den hal, bliver man som modstander blæst fuldstændig bagover.

Samme udfordringer ser Viaplays ekspert Trine Nielsen for Team Esbjerg. Hun ser dog fortsat muligheder for de danske vicemestre i opgøret.

- Når man kigger samlet på det, så har Esbjerg et godt hold, synes jeg. Og det, jeg har set fra Györ i denne sæson, har ikke været super skræmmende, siger Trine Nielsen.

- De er gode, og det er verdens bedste klubhold, men de har haft deres udfald, og de har ikke det samme flow i deres angrebsspil, som man har set før. Györ er stor favorit, men jeg synes ikke, Esbjerg er uden chance.

Lærke Møller mener også, at hvis Team Esbjerg kan ramme sit absolutte topniveau, så har holdet muligheder. Men hun er heller ikke blind for, at det meste taler for en Györ-sejr.

- Når man sætter de to hold op over for hinanden, er der jo mange ting, som taler for Györ, siger Møller.

- De har hjemmebane, de har tradition for at deltage i turneringen, deres spillere har prøvet det mange gange før, og de har et bredere hold end Team Esbjerg.

Semifinalen spilles klokken 15.15.

Den anden semifinale er et opgør mellem de forsvarende Champions League-mestre, norske Vipers Kristiansand, og franske Metz med Louise Burgaard på holdet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.