Sport

Esbjerg spiller sig ind i tæt topstrid i Spelmanns farvelkamp

Esbjerg var skarpest og vandt 3-1 i Hvidovre i efterårets sidste runde i 1. division.

Efter 20 år som professionel takkede Martin Spelmann af lørdag eftermiddag. (Arkivfoto).
Efter 20 år som professionel takkede Martin Spelmann af lørdag eftermiddag. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Esbjerg fB overvintrer som en del af en tæt topstrid i 1. division efter en 3-1-sejr hos Hvidovre lørdag eftermiddag.

Samtidigt tankede vestjyderne selvtillid inden to kvartfinaler mod FC København i pokalen i de kommende uger.

I en tæt og underholdende affære var gæsterne skarpest og afgjorde kampen med to mål inden pausen.

Efter 13 minutter flugtede kantspilleren Marcus Hansen flot bolden i kassen efter et hjørnespark, der havnede på kanten af feltet.

Hvidovre havde sin del af spillet og chancerne, men Esbjerg havde mest kvalitet i felterne.

Kort før pausen strøg kampens mest fremtrædende spiller, den nigerianske venstrekant John Kolawole, ind i Hvidovre-feltet og lagde bolden ind foran mål, hvor Muamar Brajanac fik den bugseret over stregen til 2-0.

Hvidovre-træner Martin Retov smed i anden halvleg 38-årige Martin Spelmann i aktion til midtbanesliderens sidste kamp efter 20 år som professionel.

Spelmann, der har været forbi blandt andet Brøndby, AGF, OB og Horsens i sin karriere, var som altid garant for en stor arbejdsindsats, men lige let hjalp det for værterne.

Keeper Robby McCrorie havde flere store redninger for et i stigende grad passivt Esbjerg-hold, og da højreback Patrick Tjørnelund omsatte en nedfaldsbold til 3-0 efter 83 minutter, var pointene fordelt.

Den 18-årige indskifter Emmanuel Aby reducerede for Hvidovre, der pressede godt på i slutfasen. Men tiden løb ud.

Hvidovre og Esbjerg holder dermed vinterpause fra 1. division med hver 29 point. Foran dem har Hillerød og Lyngby 32 point, og AC Horsens kan komme på 31 point med sejr over AaB søndag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden