Esbjerg taber igen point og nærmer sig nedrykning

Før de sidste tre kampe er Esbjerg til tælling i 1. division. Søndag blev det uafgjort mod Vendsyssel.

Lasha Parunashvili scorede for Esbjerg, men indsatsen rakte kun til et point. (Arkivfoto). <i>John Randeris/Ritzau Scanpix</i>

Lasha Parunashvili scorede for Esbjerg, men indsatsen rakte kun til et point. (Arkivfoto). John Randeris/Ritzau Scanpix

Fodboldklubben Esbjerg fB skal bruge en storslået slutspurt, hvis den ikke skal stå på 2. division efter sommerferien.

Dårligdommen fortsatte søndag for vestjyderne, der hjemme på Blue Water Arena spillede 2-2 mod Vendsyssel i den næstbedste række.

Nordjyderne udlignede i tillægstiden og forlængede kvalerne for den traditionsrige klub.

Før de sidste tre spillerunder i 1. division er Esbjerg placeret på næstsidstepladsen i nedrykningsspillet.

Der er seks point op til Fremad Amager, der er modstanderen i næste runde, mens Vendsyssel FF er yderligere to point bedre.

Kun Jammerbugt FC på sidstepladsen har skrabet færre point sammen end Esbjerg.

Presset var derfor stort på Esbjerg før søndagens strabadser, og problemerne blev kun større efter 37 minutter, hvor Jeppe Pedersen afsluttede et flot Vendsyssel-angreb ved at pande gæsterne i front. Zander Hyltoft blev noteret for en assist.

Men netop som det så allermest sort ud, stemplede Lasha Parunashvili ind med et akrobatisk mål.

Med lidt under en halv time igen satte georgieren flyvende foden på Bardhec Bytyqis indlæg og skabte eufori på de vestjyske lægter.

Lydniveauet steg yderligere på Blue Water Arena med et lille kvarter tilbage af kampen.

Her steg Emil Holten til vejrs og stangede værterne på 2-1.

Det duftede af tre vigtige point i Esbjergs bestræbelser på at klare skærene i ligaen, men i dommerens tillægstid gik det galt.

Bagest i det lille felt dukkede Lasse Steffensen op og pandede bolden i netmaskerne til stor frustration for hjemmeholdets spillere.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.