ishockey

Esbjerg tæmmer nyslåede pokalvindere i Metal Ligaen

To scoringer af Kale Kerbashian sikrede Esbjerg Energy en overtidssejr ude mod topholdet Aalborg Pirates.

Esbjergs Kale Kerbashian blev helten i udekampen mod Aalborg Pirates. (Arkivfoto)
Esbjergs Kale Kerbashian blev helten i udekampen mod Aalborg Pirates. (Arkivfoto) Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

I weekenden vandt Aalborg Pirates årets pokalfinale i ishockey på hjemlig is, men mandag aften kom nordjyderne ned på jorden igen samme sted.

Metal Ligaens tophold ramte ikke topniveauet, da Esbjerg Energy lagde vejen forbi og tog en 2-1-sejr efter overtid i grundspillet.

Længe så det ud til, at vestjyderne ville vinde kampen i ordinær tid, men sent i kampen fik Aalborg tvunget kampen ud i overtid.

Trods nederlaget er Aalborg fortsat tophold med en føring på seks point ned til Herning Blue Fox, som dog har spillet en kamp mindre. Esbjerg ligger nummer fem i tabellen.

Det var et lige opgør i Aalborg, men efter godt seks minutters spil var det gæsterne fra Esbjerg, som tog føringen.

På bagkant af en udvisning til hjemmeholdet blev Kale Kerbashian sat op til scoring og udnyttede chancen.

Begge holds keepere stod stærkt i billedet, og bag velspillende og hårdtarbejdende defensiver var det småt med de store chancer.

Derfor gik holdene ind til sidste periode uden at have scoret siden gæsternes tidlige føringsmål.

Det lignede, at det skulle forblive kampens eneste mål, men godt tre minutter før tid udlignede hjemmeholdets Kirill Kabanov.

Efter tre minutter af overtiden var Kale Kerbashian dog på pletten igen, da han i powerplay sørgede for kampens afgørelse.

I mandagens anden kamp var bundproppen Rødovre Mighty Bulls helt med i 40 minutter af opgøret ude mod mesterholdet Rungsted Seier Capital.

Gæsterne var sågar foran to gange i kampen, men i sidste periode satte nordsjællænderne tryk på og vekslede 2-2 til en sejr på 5-2.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden