Esbjerg-træner: Individualister skal afgøre pokalfinale
Jesper Jensen ser det som et drømmescenarie, at Team Esbjerg søndag møder Odense Håndbold i pokalfinalen.
De store profiler bliver afgørende, når Team Esbjerg og Odense Håndbold søndag brager sammen i kvindernes pokalfinale.
Det forudser Esbjerg-træner Jesper Jensen.
Lørdag spillede hans hold sig i finalen med en sejr over Herning-Ikast, og særligt playmaker Henny Reistad og målmand Rikke Poulsen skilte sig ud.
Et lignende scenarie forestiller Jesper Jensen sig altså søndag.
- Jeg tror, det kommer til at handle om individuelle kompetencer, siger Jesper Jensen.
Han nævner både Reistad og Poulsen i den ligning, ligesom han peger på Odenses Mie Højlund, Althea Reinhardt og Dione Housheer.
- De individualister, der har våben til at afgøre kampe, bliver afgørende, og derfor skal begge hold forsøge at bygge et fundament, så individualisterne kan stå sikkert, når kampen skal afgøres, siger Jesper Jensen.
Odense slog København Håndbold i semifinalen, og Jesper Jensen er begejstret over at møde netop fynboerne i finalen.
- Det er på mange måder et drømmescenarie. Det er de to hold, der dominerer i Danmark og spiller med i toppen i Champions League, siger han.
Esbjerg slog Herning-Ikast med 34-29 i semifinalen, og Jesper Jensen er stolt af sit holds indsats.
- Der var mange ting, der lykkedes. Herning-Ikast kæmpede sindssygt hårdt og hang i, men vi var bare bedst over 60 minutter.
- Herning-Ikast forsøgte at skabe uro, mens vi vidste, at det ville være en fordel for os, hvis vi kunne skabe en rytmisk kamp.
Henny Reistad gik forrest med 11 mål, som hun havde gode forudsætninger for at score.
- Vi ville gerne have, at Herning-Ikasts forsvar kom frem til os. Det skabte store rum i deres forsvar, og det kan jeg godt lide at spille over for. Og så fik vi også mange straffekast, som jeg scorede på, siger Henny Reistad.
Jesper Jensen var glad for at se sin 23-årige norske profil lykkes.
- Vi var godt klar over, at Henny kunne blive en udfordring for Herning-Ikast i duellerne. Hun er ekstremt farlig, når der er lidt uro, og det udnyttede vi, siger han.
Han roser desuden Rikke Poulsen for en rigtig god attitude i målet, hvor hun sørgede for en redningsprocent på næsten 40.
Der er pokalfinale søndag klokken 16.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.