Sport

Et år før vinter-OL: DIF regner med 45-60 danskere i Milano

Torsdag er der præcist et år til vinter-OL i italienske Milano Cortina, og DIF er optimistisk.

Skiløberen Christian Borgnæs er et af de danske OL-håb. (Arkivfoto).
Skiløberen Christian Borgnæs er et af de danske OL-håb. (Arkivfoto). Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix

Det danske herrelandshold i ishockey er kvalificeret, men det samlede danske hold skulle gerne blive en del større.

Sådan lyder det fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) præcist et år før startskuddet til vinter-OL i italienske Milano Cortina.

- Der er god energi omkring de kommende olympiske lege i Milano Cortina. Det er ingen hemmelighed, at vinter-OL i Beijing 2022 var en udfordring på grund af de ekstremt hårde coronarestriktioner.

- Men nu vender OL-festen tilbage, og vi ser frem til et fantastisk vinter-OL med masser af tilskuere, store sportspræstationer og en forhåbentligt spændende dansk OL-trup, siger Mikkel Sansone Øhrgaard, DIF’s chef de mission ved legene i Italien.

I Kina for tre år siden havde Danmark sit største hold nogensinde afsted - 62 atleter - godt hjulpet på vej af to ishockeyhold.

Om et år er estimatet lige nu, at 45-60 danske atleter kommer afsted. Ud over ishockey er der håb for dansk deltagelse i blandt andet curling, bob/skeleton, skiskydning, alpin skiløb og speedskating.

- Der venter os nogle vildt spændende måneder, hvor mange af vores vintersportsatleter skal i aktion og forsøge at sikre sig OL-kvalifikation i flere forskellige idrætsgrene.

- Vi er optimistiske og har en god mavefornemmelse omkring de danske atleter - hvad enten vi taler mulig OL-kvalifikation i en klassisk dansk olympisk vintersportsdisciplin som curling eller de - set med danske briller - helt nye idrætsgrene som bob og skeleton, siger Mikkel Sansone Øhrgaard.

I denne uge spiller de danske ishockeykvinder for en OL-billet i svenske Gävle, og fem danskere deltager ved VM i alpin skiløb i løbet af den kommende tid.

Fredag er dansk-østrigske Christian Borgnæs som den første i aktion i super-G.

I næste uge får Borgnæs selskab af Christian S. Jensen og Casper Dyrbye i både storslalom og slalom, mens Nuunu Berthelsen og Clara-Marie Vorre i samme i discipliner er med hos kvinderne.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden