Et sent mål og et reddet straffespark gav Thisted årets første sejr

Thisted FC tog tre point med hjem fra udekampen mod AB efter en dramatisk afslutning

Yao Dieudonne scorede sejrsmålet mod AB. Arkivfoto: Bente Poder

Yao Dieudonne scorede sejrsmålet mod AB. Arkivfoto: Bente Poder

FODBOLD:Takket være et mål i det 89. minut fra Yao Dieudonne hentede Thisted FC søndag en 1-0-sejr på udebane over AB i 2. division, men angriberen måtte dele rollen som matchvinder med en holdkammerat.

I en hektisk slutfase parerede målmand Andreas Raahauge nemlig et straffespark og sørgede dermed for, at 1-0-føringen holdt hjem.

- Jeg synes, at der var fremgang at spore, og vi vandt også fortjent, selv om de brændte et straffespark til sidst. Vi burde have afgjort det tidligere, men det var en god udesejr, og nu er vi jo næsten sikre på at komme i top-seks, konstaterer Thisted-træner Bo Zinck.

I forhold til forårspremieren, hvor Thisted tabte 0-1 hjemme til Skive, havde Bo Zinck til søndagens udekamp droppet den sædvanlige 4-4-2-formation til fordel for 3-4-3.

- Lige nu synes jeg, at de 11, vi spiller med, er de bedste, og så handler det jo om at få dem fordelt. Vi har mange dygtige stoppere, så det giver mening at spille med tre. Vi håber også, at vi kan komme til at skabe mere ved at spille med Frederik Sloth og Mikkel Agger på siderne af Yao (Dieudonne, red.), og spillerne tog godt imod det i dag.

- Vi spillede 4-4-2 i den første kamp, og det er også det system, holdet har spillet tidligere, men vi skal være fleksible nok til at kunne spille flere forskellige systemer. På den her årstid med de her baner gør det heller ikke noget at have tre store stoppere på banen, siger Bo Zinck.

Søndagens sejr sendte Thisted FC op på tredjepladsen, og det var kulminationen på en god weekend, idet to af konkurrenterne i toppen, B93 og Hillerød, tabte deres kampe lørdag. Thyboerne har nu fem point op til Hillerød på den oprykningsgivende andenplads. Nordsjællænderne kommer på besøg i Thisted om 14 dage.

- På vej herover sad vi jo og talte om, hvorvidt de resultater var gode eller dårlige, men nu når vi selv vandt, var de selvfølgelig gode. Der er dog ingen nemme kampe i den her række. Nu har vi Middelfart næste gang, og selv om de ligger sidst, bliver det bestemt ikke nogen nem kamp.

- Men det er klart, at det er en stor motivation, at hvis vi vinder den kamp, så går vi ind til kampen mod Hillerød med fem point eller mindre op til dem, siger Bo Zinck.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Mikkel Hansen er sygemeldt med symptomer på stress
Luk