Et tilbud, han ikke kunne sige nej til, får direktør til at sige farvel
Hans Peter Jarl Madsen siger farvel til Mors-Thy Håndbold
Hans Peter Jarl Madsen har kun godt en måned tilbage som salgsdirektør i Mors-Thy Håndbold.
Med virkning fra 1. december har 'HP' sagt sit job op for at blive fuldtidsansat festivalleder ved Thy Rock, som han i mange år har været synonym med.
- Jeg har fået et tilbud, som jeg ganske enkelt ikke har kunnet sige nej til. Thy Rock har været en stor del af mit liv siden 2000 og er i dag vokset til en størrelse, hvor det har vist sig nødvendigt med en fuldtidsansat festivalleder. Thy Rock har udviklet sig enormt de senere år, og den udvikling glæder jeg mig til at fortsætte, siger Hans Peter Jarl Madsen i en pressemeddelelse fra Mors-Thy Håndbold.
Han lader forstå, at beslutningen ikke har været nem.
- Der er store følelser i spil med den her beslutning. Jeg smiler med det ene øje og græder med det andet. Det har været en fantastisk tid i Mors-Thy Håndbold, hvor vi har formået at hæve sponsoropbakningen til den største i klubbens historie.
- Jeg har nydt hvert et sekund, hvor vi med Mors-Thy Håndbold har formået at knytte Thy og Mors sammen omkring et fælles lokalt projekt og samtidigt har opnået nogle af de sportsligt bedste resultater i klubbens historie. Samarbejdet med sponsorerne, spillerne, teamet på og uden for banen, de frivillige og ikke mindst Bette Balkan rummer oplevelser, jeg vil tage med mig resten af livet, siger Hans Peter Jarl Madsen.
Mors-Thy Håndbold skal nu på jagt efter en ny salgs- og eventansvarlig.
- Vi har på sidelinjen kunnet følge med i Thy Rocks succes og hastige vokseværk. Derfor er der også fuld forståelse fra Mors-Thy Håndbolds side, når man bliver tilbudt et job af den kaliber. Alligevel begræder vi det tab, det er at miste så dygtig en medarbejder. Det er et par rigtigt store sko, vi nu skal udfylde, og arbejdet med at finde den helt rigtige afløser starter nu, siger administrerende direktør, Ian Marko Fog.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.