Europæisk erfaring og hjemmebane giver optimisme i Brøndby

Brøndby skal ramme topniveau og bruge erfaring fra sidste års Europa League mod Pogon Szczecin, siger træner.

Pogon Szczecin og Brøndby spillede uafgjort i det første opgør om en billet videre i Conference League. Torsdag afgøres duellen i returkampen i Brøndby. <i>Jerzy Muszynski/Ritzau Scanpix</i>

Pogon Szczecin og Brøndby spillede uafgjort i det første opgør om en billet videre i Conference League. Torsdag afgøres duellen i returkampen i Brøndby. Jerzy Muszynski/Ritzau Scanpix

Når Brøndby torsdag aften skal forsøge at tage et skridt videre mod gruppespillet i Conference League, skal vestegnsklubben bruge sin erfaring fra sidste års europæiske gruppespilsdeltagelse.

For nok var sidste års gruppespil en begrænset sportslig succes - to point blev det til i Europa League - men Brøndby-lejren fik alligevel erfaringer, som er brugbare, inden 1-1 fra udekampen mod polske Pogon Szczecin skal veksles til en samlet sejr.

Brøndby har også mere international erfaring end polakkerne, der er et tæt på ubeskrevet blad i europæisk sammenhæng.

- Sidste sæson spillede vi rigtig mange europæiske kampe, hvor vi også var nødt til at sikre, at vi fik de point, vi skulle have i Superligaen.

- Det, det gælder om nu, er at ramme vores niveau og spille op til vores bedste. Det har vi kun delvist gjort i de tre første kampe af sæsonen, siger Brøndby-træner Niels Frederiksen.

I weekenden blev Brøndby udspillet på hjemmebane af FC Nordsjælland og tabte 1-3 i Superligaen. Niels Frederiksen har dog en klar forventning om, at Brøndby vil være i stand til at skabe gode resultater i to turneringer på samme tid, selv om det i første omgang tyder på det modsatte.

- Som udgangspunkt vil vi gerne klare os godt i begge turneringer. Så må vi se, hvor lang tid vi er i Europa, og hvordan det ser ud med Superligaen.

- Det klarede vi meget godt i sidste sæson. Perioden med ni sejre i streg sidste efterår kom, mens vi spillede i Europa, så selvfølgelig kan det lade sig gøre, men det er klart, at det giver nogle hovedbrud i forhold til, hvordan vi dosserer kræfterne, siger han.

Inden den første kamp mod Szczecin vurderede Niels Frederiksen, at de to hold var lige store favoritter til at gå videre. Med hjemmebanefordelen overtager Brøndby nu favoritværdigheden, mener træneren.

Det er anfører Josip Radosevic enig i.

- Hjemmebanefordelen kommer til at få stor betydning. Vi kender dem fra første kamp og er godt forberedt, så forhåbentlig går vi videre.

- Det er et stærkt hold, men hvis vi giver alt, hvad vi har på banen, skal vi nok klare den, siger Radosevic.

Vinder Brøndby, venter FC Basel med al sandsynlighed i næste runde - den næstsidste kvalifikationsrunde før gruppespillet.

Der er kampstart i Brøndby klokken 20.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.