Aalborg Håndbold

Europæisk exit: Aalborg stod 40 minutter med en fod i gruppespillet

En flok slukørede Aalborg-spillere måtte se sig slået 23-28 af Füchse Berlin og er dermed ude af EHF Cuppen

Janus Smarason sælger sig dyrt i Aalborgs kamp mod Füchse Berlin. Foto: Martin Damgård

Janus Smarason sælger sig dyrt i Aalborgs kamp mod Füchse Berlin. Foto: Martin Damgård

HÅNDBOLD:‘Hier ist unser Revier‘. Det stod på klappevifter, plakater, spillertrøjer, over det hele i Max-Schmeiling-Halle. Füche Berlins område. Her regerer de, de forsvarende EHF Cup-mestre.

Det gør de fortsat, berlinerne, hersker i hallen, der denne søndag var proppet med over 6000 tilskuere. Men det var ikke langt fra, at Aalborg Håndbold fik jaget tyskerne, der har en ræv som logo, tilbage i skoven. 23-28 nederlag til nordjyderne efter et opgør, hvor Aalborg periodevis spillede noget af det bedste håndbold, de har gjort i år.

Aalborg fik ikke bare en god start på kampen. De leverede 24 rigtig disciplinerede minutter i første halvleg, hvor gæsterne opbyggede et seksmålsforspring, 13-7.

Modsat kampen i Aalborg havde den nordjyske defensiv Henrik Møllgaard til rådighed, og det nød man godt af. Landsholdsspilleren udgød enorm ro, der forplantede sig i holdkammeraternes hoveder.

Berlinerne lykkedes ikke med at presse Aalborg-forsvaret fladt, og indledningsvist, 2-2 efter fire minutter, var det mest et par fintemæssige spjæt fra Füche-bagspilleren Fabian Wiede, der voldte gæsterne problemer.

Füchse Berlin spillede flere gang til passiv i første halvleg og havde store problemer med at finde rum mod et bevægeligt Aalborg-forsvar både i sidebevægelserne, men i særdeleshed også ud over tremeteren.

Én ting var Møllgaards betydning i defensiven, men Aalborg-spillerens rolle i andenbølgen var også enorme for den energiudladning, man herefter rullede ud. Nordjyderne fik presset tempoet i det fremadrettede spil, lagde afstand til Füchse og bragte sig foran 10-5 efter 16 minutter.

Nordjyderne virkede i kontrol. Rolige. Man havde frygtet seks mod seks-spillet, men det taktiske oplæg cheftræner Stefan Madsen havde lagt blev fulgt.

Det kyste Berlin-spillerne, hvor det i perioder udelukkende var danske Jacob Holm, der lignede en, som havde i sinde at indhente Aalborg-føringen. Efter 20 minutter spandt han rundt på en femøre, satte Omar Ingi Magnusson og reducerede til 6-11.

Højspændt afslutning

Håndbold er en sport, hvor der ikke er tid til at være tilfreds. Der er ikke langt fra godt udgangspunkt i omklædningsrummet til tæt kinddans. I de sidste ti minutter op til pausen havde Aalborg Håndbold et udfald, hvor plus seks blev til pauseføring 13-11.

Og der gik lige nøjagtig tre minutter og otte sekunder af anden halvleg, før Bjarki Mar Elisson udlignede til 13-13.

Tyskerne fik gang i fysikken i anden halvleg. Foto: Martin Damgård

Tyskerne fik gang i fysikken i anden halvleg. Foto: Martin Damgård

Berlinerne lignede igen et hold, der både troede på og udstrålede, at de kunne byde Aalborg Håndbold op til dans. Men nordjyderne stod imod, viste stor vilje, kastede sig efter alle løse bolde og hang på helt indtil det 42. minut ved stillingen 19-17 til hjemmeholdet.

Det balancerede mellem gruppespil og europæisk exit for Aalborg-spillerne, men i de sidste ti minutter, skruede berlinerne på nogle knapper, de hidtil i opgøret ikke havde gjort brug af.

Og selvom cheftræner Stefan Madsen forsøgte sig med det redskab, der reddede to point mod SønderjyskE forleden, syv mod seks-spillet, kunne Aalborg ikke hale den firemålsføring ind, 21-17, som det tyske hjemmehold havde etableret.

Mod slutningen steg intensiteten lige et par nøk opad. For selvom Füchse havde føringen, også samlet, var intet sikkert. Tumult mellem berlinernes danske stregspiller Johan Koch og Henrik Møllgaard endte med, at Aalborg-spilleren blev præsenteret for et direkte rødt kort. Og uden forsvarsankret manglede nordjyderne et vigtig mand til at sætte den nødvendige prop i defensiven, der kunne indfri det spinkle håb og vende kampen.

Sebastian Barthold havde ellers chancen for at skabe ekstra spænding til sidst, men forspildte et straffekast efter 56 minutter ved stillingen 22-26.

I 40 minutter havde Aalborg haft foden indenfor i gruppespillet, men endte i stedet med et europæisk exit. Farvel gruppespil, farvel EHF Cup. Nu gælder det den hjemlige liga i stedet.

FAKTA - EHF Cup kvalifikationen, 3. runde

Füchse Berlin - Aalborg Håndbold 28-23 (11-13)

Füchse: Hans Lindberg 6, Jacob Holm 5, Fabian Wiede 4, Frederik Simak 3, Bjarki Mar Elisson 3, Mijajlo Marsenic 3, Johan Koch 2, Silvio Heinevetter 1, Erik Schmidt 1

Aalborg: Andreas Holst 7, Mark Strandgaard 5, Sebastian Barthold 3, Magnus Saugstrup 3, Frederik Bech 2, René Antonsen 1, Tobias Ellebæk 1

Udvisninger: Füchse 7, Aalborg 7

Diskvalifikation: Aalborg 1 (Henrik Møllgaard)

Stillingen undervejs: 3-2, 5-8, 6-12, 7-13, 11-13, 13-13, 17-15, 20-17, 23-20, 25-21, 28-23

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst