Everton sender gæster hjem fra indflytterfest med nederlag
Everton vandt 2-0 hjemme over Brighton i den første kamp siden flytningen væk fra Goodison Park.
Premier League-klubben Everton har fået en drømmestart på sin nye hjemmebane.
Søndag eftermiddag vandt den blå klub fra Liverpool med 2-0 hjemme over Brighton i sæsonens første hjemmekamp i nye omgivelser.
Et advokatfirma har købt navnerettighederne til det nybyggede stadion, som derfor aktuelt hedder Hill Dickinson Stadium.
Før sommerferien sagde Everton farvel til Goodison Park, der fungerede som holdets hjemmebane i 132 år.
Den danske landsholdsspiller Matthew O'Riley var inviteret med til indflytterfesten og startede på Brightons midtbane, men han og holdkammeraterne havde en kedelig eftermiddag.
Størstedelen af de cirka 52.000 tilskuere fik noget at juble over midt i første halvleg, da Iliman Ndiaye strakte sig og nåede frem til Jack Grealishs indlæg.
Senegaleseren åbnede dermed målscoringen på klubbens nye hjemmebane, efter at han kuriøst nok også havde været den sidste spiller til at score på Goodison Park.
Efter pausen blev det 2-0 på et flot langskudsmål af James Garner.
Gæsterne havde været et sørgeligt indslag til Evertons housewarming, men Brighton fik alligevel en livline et kvarter før tid i form af et straffespark.
Everton-keeper Jordan Pickford agerede dog dørmand og redningsplanke, da han sikkert dykkede ned til sin egen venstre side og reddede Danny Welbecks svage spark.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.