Får AaB-anfører for lang snor? Lucas Andersens rolle er til debat

Lucas Andersen leder fortsat efter sit topniveau, og i Nordjyskes seneste fodboldpodcast bliver anførerens plads på superligaholdet taget op til diskussion

Lucas Andersen har på bundlinjen blot bidraget med én assist i denne superligasæson. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Lucas Andersen har på bundlinjen blot bidraget med én assist i denne superligasæson. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Lucas Andersen er startet på banen for AaB i ni superligakampe i træk, men udbyttet har ikke været overvældende. Anføreren har ikke scoret, og det er blot blevet til én assist i sæsonen.

Spørgsmålet er, om toppræstationerne fra den 28-årige kreatør venter lige om hjørnet, eller om han ville have bedre af en tur på bænken. Det emne bliver diskuteret i den seneste udgave af Nordjyskes fodboldpodcast Ripodsten, hvor fodboldtræner Bo Zinck og sportsjournalist Thomas Jasper er gæster.

- Hvis du ser helt bort fra hans navn og kun ser på præstationerne, så ville man ikke være imponeret. Man ved, hvad han rummer af kvaliteter, men man ser det for sjældent, siger Bo Zinck om Lucas Andersen.

Ifølge Thomas Jasper ligner den faste plads i AaB's startopstilling et forsøg på at investere i et afkast senere på sæsonen.

- Lige i øjeblikket spiller han, fordi man tidligere har set, hvad man kan få fra ham, og så investerer man noget spilletid i håb om, at han kan ramme det niveau igen. Men der er lang vej, som vi senest så ham spille mod OB i fredags. Så det må give Erik Hamrén lidt hovedbrud, hvordan han skal håndtere den situation, siger sportsjournalisten.

Bo Zinck har et klart bud på, hvad han ville gøre i de kommende skæbnekampe mod AC Horsens og Lyngby.

- Han bliver næsten hver eneste gang skiftet ud efter godt en times spil, så spørgsmålet er, om det ikke var en bedre idé at skifte ham ind i stedet. Det kunne måske give noget overskud hos Lucas, at trætheden melder sig og de taktiske parader falder hos modstanderen. Så ville han have større chance for at gøre en forskel, begrunder fodboldtræneren.

Hør hele diskussionen om Lucas Andersen og AaB's aktuelle krise i seneste udgave af Ripodsten.

Du kan finde podcasten på nordjyske.dk/lyt og i din foretrukne podcastapp.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.