Får medalje foræret: - Dårligt og uprofessionelt
Normalt ville en medalje udløse glæde, men der er malurt i vendelboers sejrsbæger
Opdateret 19. april 2024 kl. 11:28
Sæsonen er pludselig slut for Vendsyssel Elite Badminton, og selvom den i teorien ender godt med en bronzemedalje, er glæden alligevel til at overse.
Vendelboerne får nemlig tredjepladsen i Badmintonligaen foræret - uden overhovedet at få sved på panden. Det skyldes, at modstanderen i bronzekampen, der var planlagt til 7. maj, har meldt afbud.
- Det stiller ligaen i et dårligt og uprofessionelt lys, mener Vendsyssel-formand Jan R. Jensen.
Det er uforudsete økonomiske vanskeligheder, de har fået Team Skælskør-Slagelse til at trække sig fra den kommende bronzekamp.
- Grundlæggende er min holdning, at man spiller turneringen færdig, og gør man ikke det, kan man ikke være med i næste års turnering. Det har vi også meddelt Badminton Danmark, bør være konsekvensen af dette afbud, siger Jan R. Jensen i en udtalelse.
De seneste to års DM-guldvindere kan nu - mod deres vilje - gå på sommerferie, og det føles temmelig uforløst. Klubben var nemlig i fuld gang med at forberede hjemmekampen 7. maj.
- Vi havde glædet os til en fin afslutning på sæsonen sammen med spillere, sponsorer, frivillige og tilskuere, sukker formanden for Vendsyssel Elite Badminton.