Fabio Jakobsen slår Mads Pedersen og snupper Tour-sejr

Fabio Jakobsen vandt i Nyborg, mens Wout van Aert overtog den gule førertrøje. Mads Pedersen blev nummer tre.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fabio Jakobsen (Quick-Step) vandt lørdag Tour de Frances 2. etape fra Roskilde til Nyborg efter en tæt spurtsejr.

Et stort styrt to kilometer fra mål satte sit præg på afslutningen. Det var således et stærkt decimeret felt, der kæmpede om sejren.

Wout van Aert (Jumbo-Visma) blev nummer to, og Mads Pedersen (Trek) blev nummer tre. Danskeren var toneangivende i spurten, men manglede den sidste fart.

Belgiske Wout van Aert hentede nok bonussekunder til at overtage den gule førertrøje fra landsmanden Yves Lampaert, der fredag vandt 1. etape.

Han fører nu med et sekund ned til Lampaert. Pedersen rykker op på femtepladsen og har 12 sekunder op til van Aert. Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) er nummer syv.

Det store styrt skete inden for etapens sidste tre kilometer, hvorfor de involverede ikke tabte tid i klassementet ifølge løbets regler.

Magnus Cort (EF) udgjorde sammen med tre andre lørdagens tidlige udbrud, og bornholmeren kom først over etapens tre kategori 4-stigninger. Dermed kører han søndag i den prikkede bjergtrøje som den første dansker i ti år.

En stor del af den 202 kilometer lange etape fra Roskilde til Nyborg var yderst velbesøgt af masser af entusiastiske tilskuere.

Cort angreb med det samme, efter at etapen var givet fri i Roskilde.

Med sig fik han Sven Erik Bystrøm (Wanty) samt Cyril Barthe og Pierre Rolland (B & B Hotels), og temmelig overraskende lod feltet dem slippe væk helt uden kamp.

Et par af feltets danske trækdyr satte sig frem i fronten af feltet og kontrollerede, men nogen jagt blev der aldrig tale om.

Derfor kom firkløveret uforstyrret hen til den første bjergspurt ved Asnæs Indelukke, hvor de to franskmænd på skift prøvede at smide Cort af.

Danskeren var dog i total kontrol, vandt bjergspurten og smed sammen med nordmanden både Rolland og Barthe af.

Cort og Bystrøm fortsatte alene. Også den anden bjergspurt i Høve Stræde vandt Cort, og dermed sikrede han sig bjergtrøjen.

Sejren i dagens tredje og sidste bjergspurt på Kårup Strandbakke var ren bonus, men den kom stensikkert i hus. Cort rakte begge arme i vejret som fejring af bjergtrøjen.

- Yes, mand. Fantastisk, råbte han til motorcykelkameraet.

Og dermed sluttede Corts mission for dagen. Kort efter dagens indlagte pointspurt ved Kalundborg med 75 kilometer til mål, blev han halet ind af feltet, mens Bystrøm fortsatte alene. Det skete med knap 60 kilometer til mål.

Nordmanden fik lov at hænge foran feltet i næsten 30 kilometer mere, inden han blev hentet midt i en hård positionskamp inden den længe ventede tur over Storebæltsbroen.

Kort inden broen styrtede blandt andre Cort. Mens Yves Lampaert i den gule trøje og holdkammeraten Michael Mørkøv var involveret i et større styrt kort inde på broen.

Quick-Step-duoen kom dog begge hurtigt tilbage, og det samme gjorde siden en større gruppe med blandt andre Rigoberto Urán (EF), da feltet i modvinden kørte forholdsvist langsomt.

Det blev herefter en klassisk sprinterafslutning med fuld drøn på sidste del af broen og ind mod mål. Et styrt med to kilometer tilbage langt fremme i feltet satte en stopper for størstedelens chancer for at vinde.

Til slut var det dog store spurtkanoner, der kæmpede om det.

Søndag afvikles den sidste etape på dansk jord. 3. etape består af 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg.

Selv om etapen er flad, indeholder den ligesom lørdag tre kategori 4-stigninger.

Feltet flyver herefter til Frankrig. Mandag er hviledag, og tirsdag fortsætter løbet i Frankrig.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.