Vendsyssel FF

Fæle fejl blev dyre, da Vendsyssel igen tabte på udebane

Vendsyssel forærede et par mål væk i nederlaget til Viborg

Vendsyssel-målmand Kevin Ray Mendoza havde en skidt aften i Viborg. Arkivfoto: Torben Hansen

Vendsyssel-målmand Kevin Ray Mendoza havde en skidt aften i Viborg. Arkivfoto: Torben Hansen

FODBOLD:Vendsyssel FF har haft det svært væk fra eget græs i begyndelsen af den nye sæson i 1. division.

Onsdag aften blev det til det tredje nederlag i tre udekampe, da Viborg FF vandt med 3-1.

Viborg FF - Vendsyssel FF 3-1 (2-1)

Mål: 1-0 Jakob Bonde (8. minut), 2-0 Christian Sørensen (38. minut), 2-1 Tiémoko Konaté, 3-1 Jakob Bonde (54. minut)

Dommer: Chris Johansen

Vendsyssels opstilling (5-3-2): Kevin Ray Mendoza - Jeppe Svenningsen, Anders Bærtelsen, Jakob Hjorth, Andreas Kaltoft, Søren Henriksen (Henri Järvelaid, 69. minut) - Dusan Jajic (Ali Messaoud, 61. minut), Zander Hyltoft, Jelle van der Heyden - Tiémoko Konaté, Mikkel Agger

Vendsyssel gjorde livet svært for sig selv fra start i Viborg, der udnyttede en fejl fra gæsterne til at komme foran allerede efter otte minutters spil.

Andreas Kaltoft fik hovedet på et indlæg, men i stedet for at cleare bolden lagde Vendsyssel-forsvareren den nærmest til rette for Viborgs Jakob Bonde, der takkede for gaven ved at sparke bolden op i nettaget.

Tiémoko Konaté havde så et par forsøg forbi mål, ligesom Jakob Hjorth også sendte en udmærket hovedstødschance over mål, men efter en halv times spil var Vendsyssels defensiv i gavehumør igen.

Denne gang var det målmand Kevin Ray Mendoza, der tabte et langt indkast lige ned for fødderne af Frederik Brandhof, men gæsterne slap med skrækken, da Viborg-spilleren sendte den store chance over mål.

Kevin Ray Mendoza var til gengæld helt og aldeles chanceløs, da Viborg fik 2-0-føringen otte minutter senere efter lidt af et drømmemål.

Christian Sørensen tog chancen fra distancen, og bolden sejlede helt op i målhjørnet uden for Vendsyssel-målmandens rækkevidde.

Så var Vendsyssel FF for alvor på vej mod endnu et udebanenederlag, men efter 41 minutters spil fik vendelboerne fornyet håb om at bryde den kedelige trend.

Dusan Jajic sendte bolden frem til Tiémoko Konaté, der tog et enkelt træk forbi en Viborg-forsvarer, inden han med et fladt spark sendte 1-2-reduceringen i mål.

Ni minutter inde i anden halvleg gik det dog igen galt for Vendsyssel FF, og igen så Kevin Ray Mendoza rigtig skidt ud.

Han gik helt galt af et hjørnespark, og med målmanden strandet i ingenmandsland blev bolden headet på tværs til Jakob Bonde, der tæt under mål nemt kunne gøre sig selv til dobbelt målscorer.

20 minutter før tid var Tiémoko Konaté tæt på endnu en reducering for Vendsyssel, da han bankede til en løs bold i feltet, men ivorianeren måtte se Viborg-målmand Patrick Gunnarsson diske op med en stor redning helt oppe under overliggeren.

Tiémoko Konaté var Vendsyssels klart farligste mand i Viborg, men igen fem minutter før tid manglede han marginalerne, da han sendte en stor chance lige forbi mål, og nærmere et comeback kom Vendsyssel aldrig.

Dermed har sæsonens første fem kampe givet seks point for Vendsyssel, der søndag får besøg af Hvidovre hjemme i Hjørring.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.