Sport

Fanoptøjer fører til tidligere højrisikokampe i Serie A

Derbykampen mellem Roma og Lazio blev overskygget af kampe mellem fans og politi. Det får nu konsekvenser.

Politiet var talstærkt til stede forud for kampen mellem Roma og Lazio i Serie A. 24 betjente kom til skade. (Arkivfoto).
Politiet var talstærkt til stede forud for kampen mellem Roma og Lazio i Serie A. 24 betjente kom til skade. (Arkivfoto). Gregorio Borgia/Ritzau Scanpix

Fanoptøjer og vold mod politiet får nu konsekvenser for afviklingen af højrisikokampe i den bedste italienske fodboldrække, Serie A.

Det sker efter en hændelse i søndagens Rom-derby mellem Roma og Lazio, hvor 24 politibetjente kom til skade.

Det slår det italienske indenrigsministerium fast ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ministeriet skriver i en pressemeddelelse, at der i sæsonen 2025/26 ikke vil blive afviklet højrisikokampe om aftenen, som det var tilfældet i opgøret mellem Roma og Lazio.

Ministeriet har desuden også indført udebaneforbud for både Romas og Lazios fans i de næste tre udekampe i ligaen.

Derbyet i Rom har historik for fansammenstød, og før søndagens Serie A-kamp var den gal igen, da klubbernes mest inkarnerede fanskarer, de såkaldte ultras, kom i karambolage med politiet, der anholdt tre fans af hvert hold.

Kampen i den italienske hovedstad sluttede 1-1, hvilket placerer de to klubber som henholdsvis nummer seks og syv i Serie A.

Proceduren med at lægge højrisikokampe tidligt er også taget i brug i Superligaen. Derbyerne mellem Brøndby og FC København har i flere år været afviklet tidligt på dagen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden