Fans boykottede AaB-kamp. Nu er konflikten løst
Unitas Norde er tilbage på tribunen, når AaB søndag tager imod B.93
Da AaB onsdag aften blev ekspederet ud af pokalturneringen af FC Midtjylland, fik nordjyderne ikke den samme vokale støtte, som man er vant til hjemme på Aalborg Portland Park.
Forklaringen var, at Unitas Norde som er den største spiller på den aalborgensiske scene for de såkaldte ultrafans, havde valgt at boykotte kampen.
De var utilfredse med, at den ene af Vestribunens to capoer (Personen der leder kampråb og slagsange, red.) havde fået et halvt års karantæne. Den blev udløst af en episode i sidste søndags hjemmekamp mod Middelfart.
Nu er der dog nyt i sagen.
Fredag eftermiddag meddeler Unitas Norde, at konflikten er løst, og at de er tilbage, når AaB søndag tager imod B.93 i Betinia Ligaen.
- Takket være en god og frugtbar dialog med AaB's daglige ledelse er der fundet en løsning på den problematik, der var årsag til, at Unitas Norde var fraværende ved kampen i onsdags.
- Samtidig er der igen etableret et generelt rum for god og respektfuld dialog mellem Unitas Norde/fanscenen og AaB's daglige ledelse. Vi takker sidstnævnte for at have vist sig klar til dette. Af den årsag er Unitas Norde tilbage på Vesttribunen til kampen på søndag, og Chemnitz er tilbage på sin vante plads i tårnet.
- Den nu løste problematik har som tidligere nævnt intet at gøre med kampen imod SSE22, lyder det fra Unitas Norde via en meddelelse på Vesttribunens sociale medier.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.