Fantastisk slutspurt reddede Aalborg Håndbold i Silkeborg
Aalborg Håndbold var i store problemer mod Bjerringbro-Silkeborg, men nordjyderne tog alligevel sejren efter et stærkt comeback
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:03
HÅNDBOLD: På trods af en første halvleg langt under niveau hentede Aalborg Håndbold lørdag alligevel en 31-30-sejr på udebane over Bjerringbro-Silkeborg.
Det var på baggrund af et stærkt comeback i anden halvleg, hvor Aalborg Håndbold kom tilbage fra at være bagud med seks mål.
Stillinger undervejs: 4-3, 9-4, 12-6, 13-10, 16-11 (pausestilling), 19-15, 23-17, 24-20, 25-23, 28-28
Topscorer, Bjerringbro-Silkeborg: Jacob Lassen 7
Mål: Aalborg Håndbold: Buster Juul 9, Kristian Bjørnsen 6, Lukas Sandell 6, Aron Pálmarsson 4, Felix Claar 3, Henrik Møllgaard 1, Jesper Nielsen 1, Nikolaj Læsø 1
Udvisninger: Bjerringbro-Silkeborg 5, Aalborg Håndbold 5
Diskvalifikationer: René Toft Hansen, Bjerringbro-Silkeborg og William Bogojevic, Bjerringbro-Silkeborg
Aalborg Håndbold kom skidt fra land med for mange brændte chancer og tekniske fejl, så efter små syv minutter var Bjerringbro-Silkeborg foran 6-3.
Fejlene fortsatte dog med at stå i kø hos Aalborg, og de blev nærmest alle sammen straffet af hjemmeholdet, der efter godt 11 minutter havde bragt sig foran 9-4, og det fik Aalborg-træner Stefan Madsen til at reagere med en hurtig timeout.
Det fik dog ikke umiddelbart nogen effekt, for Bjerringbro-Silkeborg øgede føringen til 11-4, inden Lukas Sandell endelig fik bremset godt syv minutters nordjysk scoringspause.
Godt midtvejs i første halvleg blev Aalborg Håndbold hjulpet lidt af to Bjerringbro-Silkeborg-udvisninger begået mod René Antonsen - heriblandt et direkte rødt til den tidligere landsholdsspiller René Toft Hansen - men meget kendetegnende for Aalborgs sløje første halvleg brændte Felix Claar to store chancer i seks mod fire.
Anført af Aron Pálmarsson fik Aalborg Håndbold dog kæmpet sig lidt tilbage. Islændingen bankede et par bolde i nettet og leverede en god assists til Kristian Bjørnsen, så gæsterne fik reduceret til 10-13.
Det fulgte Aron Pálmarsson dog efterfølgende op med et par fejl, og det gav et par nemme kontrascoringer til Bjerringbro-Silkeborg, der igen kunne øge føringen til fem mål og gå til pause foran 16-11.
I anden halvlegs indledning fik Aalborg Håndbold flere gange reduceret hjemmeholdets føring til tre mål igen, men hver gang trak Bjerringbro-Silkeborg fra igen, og 10 minutter inde i anden halvleg førte midtjyderne 23-17.
Men Aalborg Håndbold var ikke slået endnu, og med fire mål i træk fik nordjyderne forvandlet 18-24 til 22-24, og gæsterne havde også flere muligheder for at reducere yderligere, men blandt andet et brændt straffekast fra Buster Juul betød, at Bjerringbro-Silkeborg kunne fastholde overtaget.
Hjemmeholdets syv mod seks-spil gav god plads til Alexander Lynggaard på stregen, og med tre mål i træk sørgede han for, at det syv minutter før tid stod 28-25 i Bjerringbro-Silkeborgs favør.
Med tre mål på halvandet minut kom Aalborg Håndbold herefter dog helt op på omgangshøjde, da Buster Juul fem et halvt minut før tid udlignede til 28-28.
Comebacket var især takket være storspil af Simon Gade i målet, og med en stor redning på en helt fri chance fra Alexander Lyngaard sørgede han også for, at Kristian Bjørnsen i det følgende angreb kunne sikrede gæsterne den første føring ved 29-28.
Hjemmeholdet fik udlignet til 29-29, men mere storspil fra Simon Gade og scoringer fra Lukas Sandell og Henrik Møllgaard sikrede Aalborg Håndbold de to point. Buster Juuls afbrænder gav godt nok hjemmeholdets Nikolaj Øris chancen for at udligne, men hans afslutning gik forbi mål.
Kampens dommere konsulterede video for at undersøge, om Bjerringbro-Silkeborg-spilleren skulle have et straffekast, men han måtte nøjes med et frikast, som Jacob Lassen sendte i paraderne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.