Fantastisk slutspurt reddede EH Aalborg

Otte mål i træk sikrede en snæver sejr over bundhold

Der var god grund til jubel i EH Aalborg-lejren efter kampen mod AGF. Arkivfoto: Torben Hansen

Der var god grund til jubel i EH Aalborg-lejren efter kampen mod AGF. Arkivfoto: Torben Hansen

HÅNDBOLD:En forrygende slutspurt sikrede søndag EH Aalborg en 26-25-sejr over AGF i kvindernes 1. division i håndbold.

12 minutter før tid var hjemmeholdet, der ligger næstsidst i rækken ellers foran 25-18, men så satte EH Aalborg turboen til, og comebacket blev fuldendt, da Anne Brinch-Nielsen scorede sejrsmålet et minut før tid.

- Jeg har aldrig før set så stor jubel over en sejr, og jeg håber og tror på, at det giver os det rygstød, vi har haft brug for i noget tid. Det viser, at hvis vi klemmer ballerne sammen og arbejder, også når det ser svært ud, så kan vi hurtigt få vendt tingene, siger EH Aalborg-træner Allan Heine.

Sejren sendte EH Aalborg op på andenpladsen i 1. division, og det var i det hele taget uventet, at nordjyderne skulle komme i så store problemer mod AGF.

- I første halvleg lykkedes vi slet ikke. Vi lavede nogle voldsomme tekniske fejl, og defensivt var vi heller ikke klar. Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt, og blandt andet havde vi fire situationer med parader, hvor boldene alligevel løb i mål mellem benene på målmanden.

- I anden halvleg formåede vi at være langt mere cool. Vi ændrede også vores tilgang defensivt, hvor vi gik op i et 5-1-forsvar, og vi lykkedes med at stresse dem. Til sidst havde vi stor kynisme både defensivt og offensivt, men der var selvfølgelig også lidt held forbundet med, at det lykkedes os at vinde, siger Allan Heine.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.