Farverig skotte spiller sig i semifinalen ved dart-VM

Der skulle en tiebreak til, før den tidligere verdensmester Peter Wright avancerede til semifinalen ved VM.

Britain Darts <i>Steven Paston/Ritzau Scanpix</i>

Britain Darts Steven Paston/Ritzau Scanpix

Den tidligere verdensmester Peter Wright undveg med nød og næppe et nederlag ved VM i dart lørdag aften.

I en intens kvartfinale mod engelske Callan Rydz vandt den farverige skotte med 5-4 i sæt efter en medrivende tiebreak, hvor Rydz skabte maksimal spænding.

Wright, der er svær at overse med sin karakteristiske hanekam og malede ansigt, vandt verdensmesterskabet i 2020.

Og i år har han altså mulighed for at fordoble antallet af VM-titler.

Som turneringens næsthøjest seedede spiller gik Wright da også ind til kvartfinaleduellen som favorit.

Men Rydz, der blot er nummer 36 på verdensranglisten, var skarp, som han også har været hidtil ved VM.

Han åbnede kampen ved at vinde første sæt med 3-0, og kort efter begyndte en mindre overraskelse at være under opsejling, da den 23-årige englænder bragte sig på 2-0 i sæt.

Men den erfarne skotte med det selvvalgte kælenavn "Snakebite" svarede igen, og så fulgte ellers en intens affære, hvor det efter seks sæt var helt lige.

Rydz sørgede for at give sig selv muligheden for at vinde kampen ved at bringe sig foran 4-3 i opgøret, hvor første spiller med fem vundne sæt gik videre. Men igen udlignede Wright.

Det udløste et afgørende sæt, hvor det gælder om at vinde med to overskydende partier for at avancere.

Wright bragte sig på 2-0, men med et begejstret hjemmepublikum i ryggen udlignede Rydz. Så gik gassen ellers af ballonen for den undertippede englænder, der måtte se den 27 år ældre skotte gå videre.

Søndag venter der Wright en semifinale mod landsmanden Gary Anderson.

Også James Wade er semifinaleklar i London, mens den sidste kvartfinale står mellem førsteseedede Gerwyn Price og Michael Smith.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kendt kok skal i retten: Her er tiltalen
Luk