Sport

Fattet Djokovic ryger igen tidligt ud af stor turnering

Novak Djokovic tabte natten til søndag sin første kamp i Indian Wells og har ikke vundet siden januar.

Heller ikke i Indian Wells fandt Novak Djokovic sit topniveau.
Heller ikke i Indian Wells fandt Novak Djokovic sit topniveau. Jayne Kamin-Oncea/Ritzau Scanpix

I en årrække var Novak Djokovic verdens bedste tennisspiller. Til tider nærmest usårlig.

Men på det seneste har virkeligheden været en anden for den serbiske stjerne, der natten til søndag dansk tid tabte sin første kamp i Indian Wells.

Hollænderen Botic van de Zandschulp, der er med som såkaldt "lucky loser", besejrede Djokovic 6-2, 3-6, 6-1 i turneringen, der rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

Det var tredje kamp i træk, at Djokovic gik fra banen som taber. Han har ikke vundet en kamp siden 21. januar i Australian Open og er klar over, at han lige nu er et stykke fra sit tidligere topniveau.

- Som I ved, har det tydeligvis været lidt anderledes for mig de seneste år, siger han ifølge AFP efter nederlaget.

- Jeg har haft svært ved at spille på det niveau, jeg gerne vil. I ny og næ har jeg haft gode turneringer, men for det meste er det en udfordring for mig.

- Det er, som det er. Der er nok ikke noget, der kan forberede dig på det øjeblik. Man må bare tage det, som det kommer, og prøve at håndtere det bedst muligt, lyder det fra serberen.

Djokovic var seedet som nummer seks i Indian Wells, hvor flere af de store favoritter allerede er faldet.

Alexander Zverev tabte i anden runde til en anden hollænder, Tallon Griekspoor. Og også Casper Ruud og Andrey Rublev har lidt tidlige nederlag.

Til gengæld spillede den forsvarende mester Carlos Alcaraz sig natten til søndag videre til tredje runde med en sejr i to sæt over franskmanden Quentin Halys.

Holger Rune er også fortsat med i Masters-turneringen og spiller efter planen sin kamp i tredje runde sent søndag aften dansk tid.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden