Favoritten spurtede sig til EM-triumf
Mads Pedersen blev klemt inde i spurten, da Fabio Jakobsen viste sig stærkest i massespurt
Opdateret kl. 20:47
MÜNCHEN: Mads Pedersen drømte om EM-guld i linjeløbet i München, men blandt andet grundet en rytter, som slog farligt ud foran ham og leadoutman Michael Mørkøv, fik han aldrig placeret sig ordentligt i massespurten.
I den var forhåndsfavoritten Fabio Jakobsen klart hurtigst og var en halv cykellængde foran sølvvinder Arnaud Demare fra Frankrig. Belgieren Tim Merlier fik bronze.
Eksverdensmester Mads Pedersen sluttede som nummer ti og var langt fra drømmen om at kunne føje EM-titlen til sin meritliste.
- Vi ville gerne have været længere fremme, men det var meget hektisk. Vi prøvede at komme længere frem, men det mislykkedes, sagde leadoutman Michael Mørkøv efter løbet til DR.
Lukas Pöstlberger og Silvan Dillier kom alene væk allerede fra løbets start. Et par forsøg på at slutte sig til udbruddet mislykkedes, og så var løbet sat.
Med kun to mand ude var det relativt let for de øvrige nationer at kontrollere dem fra feltet. Forspringet nåede omkring fire minutter på sit højeste.
Selv om der blev kørt hurtigt, var det med seerbrillerne på et kedeligt løb.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.