Sport

FC København-fans kan snart hoppe i Parken igen

I løbet af de næste måneder bliver Parkens ene endetribune forstærket, så der snart kan hoppes på den igen.

Tom B-tribune før 3F Superliga-kampen mellem FC København og Silkeborg IF i Parken i København mandag den 4. november 2024. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Tom B-tribune før 3F Superliga-kampen mellem FC København og Silkeborg IF i Parken i København mandag den 4. november 2024. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

FC København har indledt konstruktionsarbejdet i Parken, så klubbens mest inkarnerede fans efter planen kan hoppe på den nederste del af B-tribunen fra den kommende sæson.

Det oplyser FCK mandag på fodboldklubbens hjemmeside.

Det har ikke været tilladt at hoppe koordineret på B-tribunen siden starten af 2023. En rapport slog fast, at det var for farligt.

FCK-direktør Jacob Lauesen forventer, at den nedre B-tribune er klar til myndighedernes godkendelse i slutningen af maj.

- Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at udarbejde en byggeplan, hvor der arbejdes udenom kampprogrammet for både FC København og herrelandsholdet.

- Det har været en høj prioritet for os, at fansene ikke bliver generet af det omfangsrige konstruktionsarbejde, siger Jacob Lauesen.

Direktøren understreger, at arbejdet på stadion ikke vil gå ud over fansene. Der vil blive indlagt pauser i arbejdet undervejs i de næste fire måneder.

Der vil blive etableret store ståldragere under tribunen, som skal forstærke lasteevnen.

Selve tribunens fundament skal forstærkes med beton under jorden.

Når forstærkningen af den nedre B-tribune er på plads, vil FCK igangsætte arbejdet med at lave tilsvarende arbejde på resten af endetribunen.

FCK oplyser ikke noget om, hvor lang tid den sidste del af arbejdet vil tage.

Den første betydende kamp, som FCK skal spille i Parken, er mod tyske Heidenheim 13. februar. Det er den første af to knockoutkampe i Conference League. Returkampen spilles en uge senere.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden