FC København sender kantspiller i Rasmus Højlunds fodspor

William Bøving forlader FC København og har underskrevet en fire år lang aftale med Sturm Graz.

William Bøving nåede 44 kampe for FC København. <i>Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix</i>

William Bøving nåede 44 kampe for FC København. Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

19-årige William Bøving er fortid i FC København. Den danske mesterklub har solgt den offensive kantspiller til Sturm Graz i Østrig, hvor han tiltræder med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser FCK i en pressemeddelelse.

Dermed følger Bøving samme rute som sin tidligere klubkammerat Rasmus Højlund.

Han flyttede i januar fra FC København til Sturm Graz, hvor han havde stor succes, inden han blev solgt videre til Atalanta for et stort millionbeløb.

- William er en talentfuld spiller, der er nået til et punkt, hvor han skal spille mere kontinuerligt førsteholdsfodbold på et højt niveau, siger FC Københavns sportsdirektør, Peter Christiansen.

Bøving nåede i alt 44 kampe for hovedstadsklubben siden debuten i 2020, men har haft svært ved at tiltvinge sig en stamplads på Jess Thorups mandskab.

Siden sommerpausen er det blot blevet til i alt 54 minutters superligafodbold.

- Sturm Graz er en rigtig god mulighed for ham. Da vi samtidig kunne finde en god løsning på økonomien i aftalen, gav det mening for alle parter, siger Peter Christiansen.

Den østrigske klub kalder på sin hjemmeside den danske nyerhvervelse for en "lovende aktie i fremtiden".

- William har i længere tid været på vores radar, og nu er det lykkedes os at hente ham. Vi ser ham som en offensiv allrounder, som kommer med dynamik og tempo foruden virkelig god teknik og gode afslutninger, siger Sturm Graz' sportsdirektør, Andreas Schicker.

Bøving har underskrevet en kontrakt gældende til sommeren 2026.

Inden han satte sin autograf på aftalen, forhørte han sig hos sin danske forgænger i klubben.

- Jeg har selvfølgelig snakket med Rasmus Højlund om Sturm og har kun hørt godt om klubben, siger William Bøving.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.