FC Midtjylland-chef om Europa: Målet er nået

Efter klare nederlag til Benfica fokuserer man i FC Midtjylland på, at målet om europæisk gruppespil er nået.

Pione Sisto scorede i begge opgør mod Benfica, men det var langtfra nok til avancement. <i>Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix</i>

Pione Sisto scorede i begge opgør mod Benfica, men det var langtfra nok til avancement. Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland led tirsdag endnu et klart nederlag til Benfica i Champions League-kvalifikationen, da holdet tabte 1-3 og dermed røg ud med et samlet nederlag på 2-7.

Trøstpræmien er en tur i Europa League-gruppespillet, og da det før sæsonen var målsætningen, er der tilfredshed i FCM-lejren.

- Vores minimummål var at komme i Europa League-gruppespillet, og det gjorde vi for andet år i træk. Så på den måde er vi bestået, hvilket vi er glade for, siger sportschef Svend Graversen.

- Det var en svær opgave mod Benfica. Vi spillede lige op med dem i denne kamp, men alligevel står vi med et 1-3-nederlag, for der var bare kvalitet til forskel.

- Vi var ikke dygtige nok til at håndtere, hvad de kom med dernede, men her så vi en helstøbt præstation, som burde have givet en uafgjort, mener Graversen.

Vikarierende cheftræner Henrik Jensen er enig i, at FCM-præstationen i tirsdagens kamp i Randers var glimrende.

- Det var en god præstation mod et top-mandskab, hvor vi havde en gameplan, vi udførte til perfektion, vil jeg næsten sige.

- Benfica har nogle enormt dygtige spillere, som hakker bolden i kassen, når de får chancen, men vi bed skeer med dem i denne kamp og viste, at vi har et rigtig højt niveau, siger træneren.

FCM’s kantspiller Anders Dreyer føler, at holdet har lært af kampene og derfor står fint rustet før efterårets kampe i Europa League.

- Da vi trak Benfica, vidste vi godt, at det ville være rigtig svært at gå videre. Benfica er et tophold, og der var tempo på, men jeg føler, vi viste, at vi godt kan være med.

- Det bliver hårdt i Europa League, men denne kamp var god læring inden gruppespillet, for man skal være der 100 procent i kampene, da det er små ting, der kan give mål.

- Vi vil selvfølgelig gerne være konkurrencedygtige i gruppen. Vi må se, hvem vi trækker, og hvad målsætningen så bliver, siger Dreyer.

Det er tredje sæson i træk, at FCM er i et europæisk gruppespil.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden