FC Midtjylland haler ind på FCK med dramatisk sejr i Brøndby
FCM nærmer sig FCK i toppen, efter at holdet mandag aften slog Brøndby med 3-1.
Der var drama for alle pengene, da FC Midtjylland mandag slog Brøndby 3-1 på udebane i mesterskabsspillet og spillede sig tæt på FC København i Superligaens guldkamp.
Afstanden mellem førerholdet fra FCK og de nærmeste forfølgere fra FCM er nu nede på tre point, inden de to hold på søndag mødes i en direkte guldduel i Herning.
Den højdramatiske mandagskamp bød på et tidligt rødt kort til Brøndby-anfører Andreas Maxsø, hvilket satte sit præg på kampen og var medvirkende til Brøndbys sjette nederlag på stribe.
Brøndby var nødt til at stille sig langt tilbage på banen, hvor værterne satsede på hurtige omstillinger. FCM tog taktstokken og dominerede første halvleg med højt pres og flotte kombinationer.
Det var generelt en hårdt spillet kamp, hvor der blev gået til stålet, og dommer Jakob Kehlet havde masser at se til.
Den hektiske første halvleg bød også på straffespark i begge ender, hvor Brøndby blandt andet fik sat en stopper for sin scoringskrise på fem kampe, da Simon Hedlund bragte hjemmeholdet foran med 1-0.
FCM kom godt tilbage med et straffespark, som Evander scorede på. Efterfølgende satte gæsterne pres på og scorede yderligere to gange.
Derfor ligger Brøndby fortsat på femtepladsen i mesterskabsspillet med 40 point for 27 kampe, mens FCM har 54 point.
Andreas Maxsø fik ikke lang tid på banen, idet han i det ottende minut fik direkte rødt kort, efter at han som bageste mand nedlagde FCM’s Gustav Isaksen.
Trods undertallet kæmpede Brøndby sig i det 23. minut frem til et straffespark, som angriberen Simon Hedlund satte sikkert ind.
FCM kæmpede videre, og det bar frugt. Efter 36 minutter havde Brøndbys Sigurd Rosted hånd på bolden i feltet, og FCM fik dermed et straffespark, som brasilianske Evander udnyttede.
De gode FCM-takter fortsatte, og i det 43. minut scorede kantspilleren Gustav Isaksen et flot mål, da han med en følt venstrefod satte den ind til 2-1.
Trods undertallet kom Brøndby godt ud til anden halvleg, hvor værterne indledningsvis spillede sig frem til flere gode chancer.
Men en personlig fejl 20 minutter før tid af Brøndbys Josip Radosevic blev dyr, da han sendte bolden i fødderne på Anders Dreyer, der afgjorde kampen med målet til 3-1.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.