Fodbold

FC Midtjylland møder Lazio og Feyenoord i Europa League

Sportsligt blev det en vanskelig gruppe for FCM. Modstanderne bør til gengæld kunne trække mange tilskuere.

FC Midtjylland og Pione Sisto (til venstre) tabte til Benfica i kvalifikationen til Champions League. Nu venter i stedet et gruppespil i Europa League.
FC Midtjylland og Pione Sisto (til venstre) tabte til Benfica i kvalifikationen til Champions League. Nu venter i stedet et gruppespil i Europa League. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:58

FC Midtjylland skal møde Lazio, Feyenoord og Sturm Graz i Europa Leagues gruppespil. Det står klart efter lodtrækningen i Istanbul.

Det er tredje år i træk, at FCM skal deltage i et europæisk gruppespil. Det kunne være blevet i Champions League for den danske DM-sølvvinder, men her formåede holdet ikke at klare sig igennem nåleøjet.

FCM slog AEK Larnaca og tabte til Benfica i Champions League-kvalifikationen.

Derfor venter nu et gruppespil i Europa League, som på papiret byder på nogle attraktive modstandere, der må forventes at kunne tiltrække en del tilskuere.

Hollandske Feyenoord nåede hele vejen til finalen i Conference League sidste år, hvor det blev til nederlag til AS Roma.

Lazio er traditionelt et af de bedre mandskaber fra Italien. I sidste sæson endte Lazio på femtepladsen i Serie A.

Østrigske Sturm Graz råder over den tidligere FC København-angriber Rasmus Højlund. Sturm Graz blev nummer to i den bedste østrigske række i sidste sæson.

De otte gruppevindere i Europa League går videre til ottendedelsfinalen. De otte toere vil blive parret med de otte treere fra Champions Leagues gruppespil til playoffkampe om at komme i ottendedelsfinalen.

Treerne går videre til knockoutfasen i Conference League, mens firerne ryger helt ud.

Finalen i Europa League spilles 31. maj i ungarske Budapest, hvor stadion har en kapacitet på 67.000 tilskuere.

FCM ved allerede nu, hvornår holdet kommer til at spille sine Europa League kampe: Det sker på følgende datoer.

Kamp 1: 8. september.

Kamp 2: 15. september.

Kamp 3: 6. oktober.

Kamp 4: 13. oktober.

Kamp 5: 27. oktober.

Kamp 6: 3. november.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden