Sport

FC Midtjylland sælger 31-årig dødboldtræner til Newcastle

Dødboldtræneren Martin Mark siger farvel til FC Midtjylland, som til gengæld har ansat Morten Eskesen.

Morten Eskesen overtager jobbet som dødboldtræner i FC Midtjylland efter Martin Mark. (Arkivfoto).
Morten Eskesen overtager jobbet som dødboldtræner i FC Midtjylland efter Martin Mark. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Dødbolde har i mange år været et af FC Midtjyllands vigtigste våben, og det har klubberne rundtom i Europa fået øjnene op for.

Nu er det blevet Martin Marks tur til at forlade Midtjylland, skriver superligaklubben på sin hjemmeside.

Den 31-årige dansker er blevet solgt til Premier League-klubben Newcastle, men FC Midtjylland har ageret hurtigt og hentet den tidligere assistent for U21-landsholdet Morten Eskesen ind som erstatning.

Sportschef Kristian Bach Bak hæfter sig ved, at FC Midtjylland tidligere har leveret dødboldtrænere til store adresser.

- Det er et stærkt vidnesbyrd om den kultur og det miljø, vi har skabt i FC Midtjylland, at vi igen sender en dygtig specialist videre til en af verdens største ligaer.

- Martin er et produkt af vores måde at arbejde på - både som træner og som menneske - og vi er stolte af, at han nu får muligheden i Premier League, siger Kristian Bach Bak.

Tidligere har Mads Buttgereit og Austin MacPhee haft samme funktion i klubben. Buttgereit er i dag dødboldtræner for Tysklands landshold, mens Austin MacPhee har tjansen i Aston Villa og på Portugals landshold.

- Vi har standardsituationer som et strategisk fokusområde, og det har givet konkrete resultater på banen - og uden for.

- At både Mads Buttgereit, Austin MacPhee og nu Martin Mark er blevet attraktive profiler i international fodbold, fortæller meget om vores tilgang og det miljø, vi stiller til rådighed for specialister, lyder det fra sportschefen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden