FC Nordsjælland driller AGF og tager sjælden sejr

Både Jesper Hansen og Andreas Hansen begik gigantiske fejl, da FC Nordsjælland vandt 3-2 ude over AGF.

Jesper Hansen lavede et bemærkelsesværdigt drop mod FC Nordsjælland. <i>Bo Amstrup/Ritzau Scanpix</i>

Jesper Hansen lavede et bemærkelsesværdigt drop mod FC Nordsjælland. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AGF får yderst svært ved at nå med i Superligaens mesterskabsslutspil.

Mandag aften dummede aarhusianerne sig på hjemmebane mod FC Nordsjælland, for på trods af to AGF-føringer kunne gæsterne rejse hjem med en sejr på 3-2.

Dermed er AGF på syvendepladsen fem point efter Randers på sjettepladsen inden grundspillets sidste to runder.

FC Nordsjællands spillere kan med den første superligasejr siden august glæde sig over, at afstanden ned til nedrykningsstregen nu er på syv point. De foregående 13 superligakampe havde holdet ikke vundet.

Med FC Nordsjællands triumf er både AaB og Silkeborg nu matematisk klar til mesterskabsslutspillet.

I Aarhus havde de to holds målmænd begge en sort dag på kontoret med hver sin kæmpebrøler.

AGF-målmand Jesper Hansen formåede på mystisk vis at dirigere et ufarligt indlæg i eget net til 1-1 efter en halv times spil. 12 minutter forinden havde Albert Grønbæk ellers sendt AGF i front.

Anden halvleg var få minutter gammel, da målmandskollega Andreas Hansen også var i gavehumør. FCN-keeperen kiksede en tæmning, og så kunne Mikael Anderson stjæle bolden og sparke den i et tomt mål til 2-1.

Herefter overtog FC Nordsjælland initiativet i kampen, og det gav bonus med to scoringer mellem det 75. og 81. minut.

Først gjorde Mads Hansen det til 2-2, og derefter scorede Simon Adingra til 3-2. Begge mål var resultatet af direkte spil fra de hurtige gæster.

Den tidligere engelske landsholdsspiller Jack Wilshere fik sin hjemmebanedebut for aarhusianerne lige efter 3-2-scoringen, men han gjorde sig ikke bemærket i kampens slutfase, hvor AGF satsede alt i jagten på en udligning.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.