Sport

FCK cruiser videre i Europa med overtalssejr i Kosovo

Et rødt kort i første halvleg til FC Drita gjorde det let for FCK at avancere i CL-kvalifikationen.

Munashe Garananga og holdkammeraterne havde heller ikke i returkampen de store problemer med FC Drita fra Kosovo. (Arkivfoto).
Munashe Garananga og holdkammeraterne havde heller ikke i returkampen de store problemer med FC Drita fra Kosovo. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

De danske mestre fra FC København rykkede tirsdag aften i Kosovo et skridt nærmere drømmen om en plads i Champions Leagues ligaspil i denne sæson.

Efter 2-0-sejren hjemme over FC Drita for en uge siden gjorde Jacob Neestrups udvalgte arbejdet færdigt med en sejr på 1-0 i returopgøret i kvalifikationens anden runde.

Med avancementet er FCK samtidig sikret en plads i et europæisk ligaspil. Sejren betyder, at man som minimum får en plads i Conference League.

I tredje kvalifikationsrunde venter efter al sandsynlighed et skandinavisk brag mod Malmö FF, som dog først skal forsvare en 4-1-føring i returkampen mod RFS fra Letland onsdag.

Vinder FCK det opgør, gælder det playoffrunden, som er sidste forhindring før pladsen i Champions League er hjemme.

Tomålsskytten fra kampen i Parken, Magnus Mattsson, var henvist til bænken i Kosovo. Det forhindrede dog ikke FCK i at tage kontrol med kampen tidligt.

Efter 13 gode minutter for danskerne fik Andreas Cornelius bugseret bolden over målstregen i to forsøg, men han var marginalt offside.

Et kvarter senere gjorde Drita sine chancer for et stort comeback markant ringere. Liridon Balaj kom for sent ind i tackling og stemplede Thomas Delaney ind på anklen. Det udløste et direkte rødt kort.

Herfra sad FCK tungt på kampen, og kort før pausen fik Cornelius endelig sin scoring. I feltet tæmmede han bolden med brystet og dirigerede den derefter i nettet.

Det var umuligt at se, hvordan Drita skulle komme tilbage i kampen. Medmindre FCK dummede sig og for eksempel selv tog et rødt kort.

Den risiko ville Neestrup ikke tage. I pausen skiftede han Thomas Delaney og Elias Achouri ud - de to FCK'ere med gule kort fra første halvleg.

Kampen var generelt uskøn med mange frispark og afbrydelser. FCK's koncentration faldt også i de sidste 45 minutter, og det ramte niveauet.

Men trods en stor brøler af Munashe Garananga midtvejs i anden halvleg, som gav en stor Drita-chance, og lidt sløseri i defensiven kom avancementet aldrig i fare.

Sejren blev tilmed bjærget, selv om den betingelserne taget i betragtning burde have været større.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden