Politi

FCK-formand efterlyser teknologi til at udelukke hooligans

Det er for nemt for personer i det såkaldte hooliganregister at komme på stadion, mener FCK's formand.

Allan Agerholm foreslår, at klubberne kan bruge ansigtsgenkendelse til at udelukke karantæneramte hooligans. (Arkivfoto).
Allan Agerholm foreslår, at klubberne kan bruge ansigtsgenkendelse til at udelukke karantæneramte hooligans. (Arkivfoto). Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Der er gode chancer for at komme på stadion til fodboldkampe, selv om man er blevet placeret i det danske hooliganregister efter ballade.

Det siger Allan Agerholm, der er bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, selskabet bag FC København, i et interview med B.T.

På det seneste har en række episoder på og uden for stadioner sat en gruppe af danske fodboldfans i et uheldigt lys. Ifølge Agerholm mangler der bedre muligheder for at afvise ballademagerne.

- De karantæneramte må grine ad os. Vores vagter skal manuelt stå og spotte de her hooligans blandt 36.000 ankomne gæster, siger han til avisen.

Er man havnet i hooliganregistret, har man karantæne fra at komme på stadion. I dag løber karantænen fra to år og i særligt grove tilfælde op til fire år.

Klubberne får af politiet udleveret en række printede dokumenter med billeder og detaljer om de personer, der har karantæne. Det er med udgangspunkt i dem, at kontrollører før kampstart skal forsøge at afvise de udelukkede hooligans. Efterfølgende skal papirerne samles ind igen af politiet.

- Det er en umulig opgave. Som ballademager skal man være særdeles uheldig for at blive spottet, siger Allan Agerholm.

Formanden ærgrer sig over, at loven - i hans øjne - står i vejen for at afvise de omtalte personer. Han foreslår, at der investeres i teknologi med ansigtsgenkendelse, som kan hjælpe med at spotte karantæneramte hooligans.

Det er en teknologi, som klubberne ikke må bruge i dag.

Fanuroligheder førte i august til, at justitsminister Mattias Tesfaye (S) mødtes med repræsentanter for en række fodboldklubber, Divisionsforeningen, Dansk Boldspil-Union (DBU), politiet og danske fanklubber for at udveksle idéer, som skal sikre mere tryghed i forbindelse med fodboldkampe.

Her blev det besluttet, at et ekspertudvalg til oktober skal komme med bud på, hvordan man kan komme problemet til livs.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden