FCK henter nigeriansk offensivspiller i Tyrkiet
FC København har hentet den nigerianske kant Paul Mukairu, der har en fortid i belgiske Anderlecht.
FC København fortsætter oprustningen forud for forårssæsonen i Superligaen. Torsdag har klubben hentet den nigerianske offensivspiller Paul Mukairu, der har underskrevet en kontrakt gældende frem til udgangen af 2025.
Det oplyser FCK på sin hjemmeside.
Den 22-årige Mukairu kommer fra tyrkiske Antalyaspor, hvorfra han var udlejet til belgiske Anderlecht i sidste sæson. I sommer vendte han retur til tyrkisk fodbold, men nu vender han igen snuden mod nord.
- Paul opfylder de ønsker, vi har haft til en kantspiller, fordi han med sin fart og én mod én-evner giver os nogle andre redskaber og nye muligheder til offensiven, siger sportsdirektør Peter Christiansen til FCK's hjemmeside.
Han pointerer, at nigerianeren allerede har prøvet en del trods sin alder, både i Tyrkiet, men også i den belgiske liga, som, sportschefen mener, i nogen grad kan sammenlignes med Superligaen.
- I et godt og professionelt miljø i Belgien tog han nogle rigtigt flotte skridt i sin udvikling og beviste, at han kan spille under det tryk, der er i så stor en klub, og hvor forventningspresset ligner det, der er i FC København, siger Christiansen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.