Sport

Cornelius sparker FCK til sen sejr i Champions League

Den ofte udskældte angriber Andreas Cornelius blev den store helt for FCK, som vandt 3-2 ude over Villarreal.

FC Københavns Mohamed Elyounoussi scorede til 1-0 og blev tiljublet tidligt i Champions League-kampen ude mod Villarreal. FCK vandt kampen 3-2.
FC Københavns Mohamed Elyounoussi scorede til 1-0 og blev tiljublet tidligt i Champions League-kampen ude mod Villarreal. FCK vandt kampen 3-2. Jose Jordan/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:55

Kriseramte FC København var som forvandlet, da holdet onsdag aften vandt 3-2 ude over Villarreal i Champions League.

Angriberen Andreas Cornelius blev skiftet ind og scorede det afgørende mål for FCK i det 90. minut.

Dermed har FCK nu syv point efter seks kampe og har stadig mulighed for avancement med to kampe tilbage.

Villarreal har været som dag og nat i henholdsvis Champions League og La Liga.

I den hjemlige liga har holdet lagt sig lige bag storholdene FC Barcelona og Real Madrid.

Til gengæld er det kun blevet til et enkelt point i nu seks kampe for "den gule ubåd", der i den grad har taget vand ind i de europæiske kampe.

Det gjorde Villarreal også i onsdagens kamp mod FCK, som dog også viste svaghedstegn i defensiven i løbet af kampen.

FCK-træner Jacob Neestrup havde skiftet seks mand ud i startopstillingen i forhold til søndagens uventede 0-2-nederlag hjemme til Sønderjyske i Superligaen.

Blandt de kasserede var Cornelius, midtbanespilleren Thomas Delaney og stopperen Pantelis Hatzidiakos.

Trods de mange rokader fik FCK en drømmestart på kampen ved at bringe sig foran 1-0 efter blot to minutter.

Backen Marcos Lopez sendte et perfekt indlæg ind til Mohamed Elyounoussi, som bare skulle løbe ind i feltet og sætte indersiden på.

FCK spillede generelt godt i første halvleg og bragte flere gange Villarreal i ubalance.

Dog havde spanierne også chancer til at score, men blandt andre Santi Comesana og Nicolas Pepe brændte mulighederne.

Dominik Kotarski stod glimrende i FCK-målet og var en sikker sidste skanse.

Villarreal skiftede tre mand i pausen, og det hjalp på hjemmeholdets spil.

Lige så hurtigt som i første halvleg bare med omvendt fortegn blev der scoret. Comesana kom sammen med FCK-backen glidende ind i bolden, og det var svært at bedømme, hvem der skovlede den ind til 1-1.

Et minut senere svarede FCK dog tilbage med endnu en scoring. Efter et indlæg fra FCK-backen Yoram Zague, som Viktor Dadason hoppede over, sparkede Elias Achouri bolden i kassen til 2-1.

Zague var involveret i meget på godt og ondt og smed bolden væk ti minutter inde i anden halvleg. Det kostede lynhurtigt et mål, da hjemmeholdets indskiftede Tanitoluwa Oluwaseyi sparkede bolden i mål til 2-2.

Cornelius kom ind fra bænken efter 71 minutter, og han blev den store helt i det 90. minut, da han dukkede op i feltet på det helt rigtige tidspunkt og sparkede bolden i kassen til 3-2.

FCK har med den sene og dramatiske sejr stadig mulighed for at ende i top-24, som går videre til knockoutfasen.

Sidste år krævede det 11 point at komme videre fra ligaspillet til knockoutfasen. FCK skal altså høste forventeligt fire point i sine to sidste kampe mod Napoli og FC Barcelona.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden