FCK køber forsvarsprofil fri i Lazio

Denis Vavro skifter fra Lazio til FC København, hvor han har underskrevet kontrakt frem til udgangen af 2026.

Denis Vavro blev hurtigt en publikumsdarling, da han i foråret vendte tilbage til FCK. (Arkivfoto) <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Denis Vavro blev hurtigt en publikumsdarling, da han i foråret vendte tilbage til FCK. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

FC København har endelig fået papir på den slovakiske forsvarsprofil Denis Vavro.

På sin hjemmeside skriver FCK, at han er købt fri i italienske Lazio og har underskrevet en kontrakt, der gælder frem til udgangen af 2026.

Vavro tørnede ud for FCK på en lejeaftale i foråret og spillede en stor rolle, da klubben vandt mesterskabet.

Siden har man arbejdet på at tilknytte ham fast, hvilket nu er lykkedes.

- Vi er meget glade for, at vi har kunne hente Denis tilbage til København, siger sportsdirektør Peter Christiansen.

- Alle kender hans kvaliteter, og han er en forsvarsspiller med internationale egenskaber i sit duelspil, og hans power er en hylde eller to over 3F Superliga.

Vavro kom første gang til FCK i 2017 og nåede to år i klubben, inden Lazio hentede ham. Han blev imidlertid aldrig en succes i Serie A, men da han kom tilbage til FCK, faldt han til med det samme.

Købet af Vavro er ifølge Peter Christiansen et eksempel på, hvordan klubben gerne vil rekruttere spillere.

- Han er en topspiller, og det er ikke ofte, det lykkes at hente en spiller i en topklub i Serie A, heller ikke selv om han gerne vil.

- Det har krævet en del forhandlinger, men vi synes, at vi samlet set er landet et godt sted, siger Peter Christiansen.

Vavro glæder sig over den permanente aftale med FCK, da han i foråret følte det som "at komme hjem".

- Jeg har altid følt mig godt tilpas i klubben, og jeg er klar til at spille en større rolle, end da jeg var her sidste gang.

- Det har hele tiden været målet for mig, at jeg skulle blive her og lave en længere aftale, så jeg er glad for, at det nu er lykkedes, selv om det ikke var let, siger Denis Vavro.

Den 26-årige Vavro er noteret for 12 A-landskampe for Slovakiet, den seneste i juni 2021.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.