Fodbold

FCK- og Brøndby-fans bliver hyldet i Parken efter uro

Inden fredagens superligakamp mellem FCK og Randers vil både FCK- og Brøndby-fans blive hyldet.

FC København tager imod Randers fredag aften. (Arkivfoto)
FC København tager imod Randers fredag aften. (Arkivfoto) Claus Bech/Ritzau Scanpix

Efter flere voldsomme episoder mellem fans af FC København og Brøndby i forbindelse med søndagens møde mellem de to klubber vil fans af begge hold blive hyldet i Parken fredag aften.

Det skriver FCK på sin hjemmeside.

Der opstod blandt andet uro på udebaneafsnittet i Parken, hvor Brøndbys fans befandt sig, ligesom der efter kampen kom videoer ud, hvori man kunne se FCK-fans blive truet til at tage deres holdtrøjer af i et S-tog.

Det fører nu til, at fans fra begge hold vil komme ud på plænen inden FCK's møde med Randers i Superligaen og modtage klapsalver.

FCK oplyser, at man er lykkedes med at finde frem til dem, der fik taget deres trøjer, ligesom en Brøndby-fan, som startede en indsamling for at få trøjerne erstattet, vil være til stede.

De FCK-fans, der mistede deres trøjer, vil få trøjer, som der er blevet spillet i, efter fredagens kamp.

- Formålet er at vise, at vi godt kan se forbi klubskel og rivalisering, når det handler om at opføre sig ordentligt, når man tager til fodbold eller støtter sin klub i øvrigt, skriver FCK på sin hjemmeside.

Kampen mellem FCK og Randers går i gang klokken 21.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden