FCK ophæver med norsk målmand efter undervældende ophold
Skiftet til FC København blev aldrig den store succes for Sten Grytebust, som nu har fået ophævet sin aftale.
Opdateret kl. 19:18
FC København ophæver kontrakten med Sten Grytebust.
Den norske målmand fortsætter i stedet karrieren i Aalesund FK i hjemlandet, skriver FCK i en pressemeddelelse.
Grytebust kom til FCK i sommeren 2019. Forinden var han en stor profil i OB og vandt prisen Det Gyldne Bur to gange, men opholdet i hovedstaden blev aldrig den store succes.
Siden skiftet er det blevet til 24 kampe, og i efterårssæsonen var han udlejet til Vejle.
Selv erkender han, at springet aldrig blev som håbet.
- Jeg har været sindssygt glad og stolt over at være en del af denne fantastiske klub. Min familie og jeg har haft det rigtig godt i København, mine børn har været glade for at bo i Danmark, så det er ikke nemt at skulle flytte herfra.
- Men samtidig har det sportslige ikke levet op til mine forventninger, da jeg har spillet mindre, end jeg havde håbet på. Jeg ønsker alle i klubben held og lykke i fremtiden, og jeg kommer nok forbi i Parken og hepper på et tidspunkt, siger Grytebust i pressemeddelelsen.
Efter at 32-årige Grytebust vendte tilbage fra sit lejeophold, har holdet rådet over fire målmænd.
Med Kamil Grabara, Karl-Johan Johnsson og Johan Guadagno i truppen har parterne arbejdet på at finde en løsning på nordmandens fremtid.
- Sten er en dygtig målmand, men konkurrencen på den position er meget stor i FC København, og det har givet mening for begge parter at gå hvert til sit nu. Vi ønsker Sten alt det bedste i Aalesund og takker for hans indsats for FC København, siger FCK's sportsdirektør, Peter Christiansen.
Grytebust har i en årrække være inde omkring det norske landshold, hvor han er noteret for fem kampe.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.