socialt medie

FCK sælger Pep Biel til Olympiakos

Efter tre år i FC København drager den aktuelle superligatopscorer Pep Biel videre til den græske hovedstad.

Pep Biel kan fremover kalde Athen for sin hjemby. (Arkivfoto).
Pep Biel kan fremover kalde Athen for sin hjemby. (Arkivfoto). Alexandros Avramidis/Reuters

Opdateret kl. 19:17

FC København sælger Superligaens topscorer, spanieren Pep Biel, til den græske klub Olympiakos.

Det oplyser FCK torsdag aften på klubbens hjemmeside.

Den 25-årige spanier har gennem de seneste sæsoner været en stor profil for det danske mesterhold, og med tiden har Biel haft et voksende ønske om at prøve noget nyt.

Det har ikke hjulpet, at FCK forleden kvalificerede sig til Champions Leagues gruppespil.

- Vi har vidst hele sommeren, at det her skifte nok ville komme, men vi formåede at få det timet, så det kom efter vores kvalifikation til Champions League-gruppespillet, siger sportsdirektør Peter Christiansen.

- Pep og hans bagland har haft et klart ønske om at prøve noget nyt, og nu er der kommet et bud, der er attraktivt for både Pep og os i forhold til økonomi og timing, lyder det videre.

I den igangværende sæson har Pep Biel scoret seks gange i Superligaen, hvilket gør ham til topscorer.

Det har de seneste dage været tydeligt på de sociale medier, at mange FCK-fans ser salget som et stort tab.

FCK sikrede sig allerede onsdag en anden angrebsprofil, da den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius underskrev en femårig aftale frem til sommeren 2027.

Pep Biel kom til FCK fra Zaragoza i hjemlandet tilbage i 2019, og kantspilleren skulle bruge en del tid på at etablere sig som stamspiller på det københavnske mandskab.

- Jeg har nydt at være en del af FCK, hvor alle har fået mig til at føle mig velkommen og støttet mig, også i de tider, hvor det ikke var let, siger Pep Biel.

- Jeg har udviklet mig meget som spiller og menneske, og jeg er stolt af den tid, jeg har haft i FC København, men føler også, at det er tid til en ny udfordring, siger spanieren.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden