Sport

FC København sender reservemålmand til Cardiff

Nathan Trott var en stor succes i Vejle Boldklub og blev hentet til FCK, men her fik han det svært.

Nathan Trott blev ikke den store succes i FC København. (Arkivfoto).
Nathan Trott blev ikke den store succes i FC København. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:31

FC København lejer den engelske målmand Nathan Trott ud til Cardiff City. Det skriver FCK på sin hjemmeside.

Trott kom til FCK for et år siden og var i første omgang førstekeeper i FCK, men blev sidenhen reserve og har efterhånden været det længe.

26-årige Trott har en succesfuld fortid i Vejle Boldklub. Præstationerne i Vejle fik FCK til at købe ham i engelske West Ham. Trott skal nu spille for Cardiff, som i den kommende sæson spiller i Englands tredjebedste fodboldrække.

FCK meddeler, at der er indgået en lejeaftale for denne sæson, og Cardiff har også sikret sig en købsoption på spilleren.

- I den nuværende konkurrencesituation på målmandsposten har vi vurderet, at det er bedre, at Nathan får muligheden for at være tættere på spilletid, end hvad udgangspunktet er lige nu i FC København, siger FCK-sportsdirektør Sune Smith-Nielsen til klubbens hjemmeside.

Mod slutningen af sidste år blev Trott sendt på bænken af Theo Sander, som i dag er udlejet til OB, mens FCK i vinterpausen lejede tyske Diant Ramaj i Borussia Dortmund.

Op til denne sæson har FCK købt den kroatiske landsholdsmålmand Dominik Kotarski i græske Paok. Han er københavnernes klare førstevalg for tiden.

Trott står noteret for i alt 30 kampe for FCK.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden