Fodbold

FCK skuffet efter uafgjort mod FCN: Føles som nederlag

Christian Sørensen var skuffet efter det ene point mod FCN, der føltes som et nederlag for mestrene.

Roony Bardghji lå til at blive matchvinder, men FCN fik hevet et point hjem i Parken.
Roony Bardghji lå til at blive matchvinder, men FCN fik hevet et point hjem i Parken. Claus Bech/Ritzau Scanpix

FCK-backen Christian Sørensen er skuffet over, at FCK ikke formåede at vinde kampen over FC Nordsjælland, der endte 1-1.

En sen scoring af Roony Bardghji var tæt på at sende alle tre point til FCK, men finske Oliver Antman scorede for FCN i overtiden, og FCK måtte derfor nøjes med et enkelt point.

- Det føles som et nederlag. Det vil jeg ikke lægge skjul på, lyder det fra Christian Sørensen.

- Jeg har prøvet før at lukke mål ind i overtiden, og det er aldrig rart. Det havde en stor betydning i den her kamp, for med tre point havde vi virkelig meldt os ind i mesterskabskampen igen. Nu må vi vente en uge med at gøre det.

- Vi gjorde nok for at vinde, men vi fik ikke scoret i de perioder, hvor vi var gode, for vi var gode i mange perioder. Jeg synes, vi holdt et af de bedste hold i Superligaen væk fra chancer, og det må være godkendt, siger Christian Sørensen efter kampen.

Den nye FCK-træner Jacob Neestrup er ligeledes ærgerlig over det uafgjorte resultat, og han mener, at FCK burde havde vundet kampen.

- Jeg synes, vi var det bedste hold på banen. Vi var rolige på bolden, men vi manglede det sidste slutprodukt, i forhold til hvor meget vi var oppe i deres felt. Vi havde nogle klokkeklare chancer, og dem skal vi hjem og arbejde på.

- Vi lykkedes til tider med vores opbygningsspil, og vi var rolige på bolden. Det eneste, jeg kan bebrejde drengene for, er, at der var nogle sekvenser i begge halvlege, hvor vi gik væk fra planen og spillede lange bolde. Det skal vi ikke, for det er ikke sådanne spillere, vi har lige nu.

- Vi skal spille spillet, og når vi var bedst i dag, så synes jeg netop, at vi spillede spillet rigtigt, siger Jacob Neestrup efter kampen.

Det ene point efterlader FCK på sjettepladsen i Superligaen, men FC Midtjylland, Horsens og OB har alle mulighed for at overhale de forsvarende danske mestre i tabellen i denne spillerunde.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden