FCK-træner: Cornelius viste hvilket monster han er

FC Københavns Jess Thorup tror på, at den nye angriber Andreas Cornelius bliver et stort aktiv for klubben.

Andreas Cornelius er tilbage i FCK efter fem år i udlandet. Fredag gjorde han comeback i 1-0-sejr over Joel Felix og Silkeborg. <i>Claus Bech/Ritzau Scanpix</i>

Andreas Cornelius er tilbage i FCK efter fem år i udlandet. Fredag gjorde han comeback i 1-0-sejr over Joel Felix og Silkeborg. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Landsholdsangriberen Andreas Cornelius gjorde comeback for FC København, da holdet fredag slog Silkeborg med 1-0 i Superligaen.

Cornelius spillede hele kampen og efterlod et godt indtryk hos cheftræner Jess Thorup.

- Jeg synes, at Cornelius rent spillemæssigt viste, hvilket monster han er, siger Thorup.

- Han tog de dueller, der skulle til og gav os en anden dimension. Man kunne også se på vores mål, at han tog fokus, hvor der var to-tre mand, der dækkede ham, så Viktor (Claesson, red.) kunne løbe helt fri i feltet.

- Cornelius har kun haft én træning, så at levere sådan en præstation, var fint, selv om han helt sikkert gerne selv vil mere, siger træneren.

Andreas Cornelius fortæller selv, at han ikke havde forventet, at han ville ende i FC København denne sommer, hvor han var indstillet på at blive i sin tyrkiske klub.

Trabzonspor og Cornelius missede Champions League efter to kampe mod netop FCK, og kort efter rykkede den store angriber til København.

- Jeg begyndte først at snakke med FCK efter de to kampe. Jeg har slet ikke haft tankerne på det, for jeg troede ikke, det var muligt.

- Det kom bag på mig, at det kunne lade sig gøre, siger Cornelius.

Cornelius forlod FCK for fem år siden og understreger, at det er en bedre spiller, som nu vender hjem.

- Jeg er blevet bedre på mange områder og kommer hjem med en masse erfaring efter en hel masse kampe på højeste niveau. Både som spiller og menneske har jeg udviklet mig rigtig meget.

- Jeg har bare lyst til at hjælpe holdet, og det tror jeg også, jeg kan. Med lidt mere skarphed kunne jeg have scoret et par mål i denne kamp.

Silkeborgs forsvarsspiller Joel Felix, som har en fortid som ungdomsspiller i FCK, tror, at klubben har lavet en god handel med at hente Cornelius hjem.

- Det var fedt at spille over for ham. Han er på landsholdet, så det var fedt at måle sig med ham.

- Han er svær at spille overfor, for han har noget power, som man skal forholde sig til, for man er ikke altid sikker på at vinde sin duel.

- Jeg har set ham score så mange mål herinde for FCK, så han bliver god for dem, siger Felix.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden