Sport

FCM ansætter direktør med fortid i Sønderjyske

Jonas Lygaard bliver administrerende direktør i FCM med ansvar for klubbens kommercielle udvikling.

Jonas Lygaard er ny administrerende direktør i FCM. (Arkivfoto).
Jonas Lygaard er ny administrerende direktør i FCM. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland ansætter Jonas Lygaard som administrerende direktør.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

I direktionen får Lygaard det overordnede ansvar for klubbens kommercielle udvikling, mens fodbolddirektør Jacob Larsen fortsat har ansvaret for den sportslige sektor, lyder det.

Lygaard har tidligere været direktør i Sønderjyske Fodbold og har haft andre roller i den internationale sports- og underholdningsindustri, blandt andre hos EA Sports.

Bestyrelsesformand Claus Steinlein, der var direktør i FCM indtil 2024, ser ansættelsen som et naturligt næste skridt i klubbens udvikling.

- Jonas bringer international erfaring fra den globale sportsindustri og en stærk forståelse for, hvordan man skaber værdi i krydsfeltet mellem sport, data og forretning.

- Den kapacitet skal være med til at accelerere den udvikling, vi allerede er i gang med i FC Midtjylland, siger Claus Steinlein.

Lygaard mener, at FCM står et stærkt sted i sin udvikling.

- Jeg ser et stort potentiale i at bygge videre på det arbejde, der allerede er gjort og samtidig bringe erfaringer og perspektiver fra den internationale sportsbranche i spil, siger Jonas Lygaard.

Han peger samtidig på, at FC Midtjyllands velkendte datadrevne tilgang også rummer muligheder i den kommercielle udvikling.

- FC Midtjylland er kendt for en datadreven tilgang, særligt i forhold til spillerekruttering og analyse. Den tilgang skal også spille en vigtig rolle i den kommercielle udvikling, hvor indsigt og data kan styrke arbejdet med både partnerskaber, fans og den samlede forretning.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden