FCM henter ivoriansk midtbanespiller fra tunesisk fodbold

Den 22-årige midtbanespiller Chris Kouakou har fået en fireårig kontrakt med de danske vicemestre.

FC Midtjylland sluttede som toer i Superligaen i den seneste sæson, mens klubben vandt pokalturneringen. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

FC Midtjylland sluttede som toer i Superligaen i den seneste sæson, mens klubben vandt pokalturneringen. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Fodboldklubben FC Midtjylland har hentet midtbanespilleren Chris Kouakou til Herning.

Det oplyser superligaklubben søndag i en pressemeddelelse.

22-årige Kouakou fra Elfenbenskysten har fået en fireårig kontrakt i FCM. Han har senest spillet i tunesisk fodbold, hvor han tørnede ud for Club Sportif Sfaxien.

Spilleren kan dække alle pladser på midtbanen, lyder det fra FCM's sportschef, Svend Graversen. Men Kouakou er også en spiller, klubben "skal udvikle yderligere".

- Vi har fulgt Chris i en længere periode og har set en dynamisk midtbanespiller med en spændende fysisk pakke, hvor særligt hans fart med bolden, løbekapacitet og presspil gør, at han fylder meget inde på midtbanen, hvor han kan dække alle pladser, siger Graversen.

- I første omgang er det en spiller, som vi skal udvikle yderligere, hvor vi skal arbejde med taktiske aspekter. Men der hersker ingen tvivl om, at han har et stort potentiale, og det skal vi i fællesskab forløse. Nu er det vores opgave at integrere ham godt i FC Midtjylland både kulturelt og spillemæssigt, siger Graversen.

I 20/21-sæsonen blev Kouakou ifølge FCM kåret til den bedste udenlandske spiller i den tunesiske liga. Men det blev kun blev til otte kampe i den seneste sæson.

Spilleren ser frem til at komme i gang i FCM.

- Jeg er utroligt glad for at være på plads i FC Midtjylland. Jeg har fået et rigtigt godt indtryk af klubben, og det bliver spændende at være en del af et så ambitiøst miljø. Jeg kan allerede mærke sulten efter trofæer, og det glæder jeg mig til at bidrage til, siger Kouakou.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
AaB tager stort skridt tættere på salg
Luk